Begrænser trafik på Paseo
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 26/10/2017 - 01:00
Fly & trafik
TRAFIK: Strandpromenaden i Benidorm skal være mere til fodgængere og mindre til biler. Sikkerhed er den overskyggende årsag, men det bliver fedt for fodgængere.
Terrorfrygt og en del mere dagligdags trafikale overvejelser har fået bystyret i Benidorm til at lukke strandvejen i Benidorm, Paseo de Levante, fra i dag.
For at sikre, at folk ikke bare blæser på bestemmelsen, er der blevet opstillet store blomsterkummer for enden af alle tilkørselsveje, så fodgængere, der vil nyde det nye fristed, kan nyde de udvidede gå-zoner i sikkerhed.
Det skriver Diarioinformación.com
Lidt Alternative ruter
Gaderne omkring strandpromenaden vil få lidt nye forbindelser. Det vil blandt andet ramme området mellem Avenida de Alcoy og Avenida Europa. Her må der - af sikkerhedshensyn - ikke længere køre biler.
Kun beboere i Bassa Seca-bebyggelsen og udrykningskøretøjer får lov til at køre der.
Alle andre kommer til at køre lidt omveje.
Kommer man fra Sacerdote Juan Rodriguez, kan man kun køre én blok, til man kommer til Periodista Emilio Romero. Her vil der blive lukket totalt for trafik med betonblomsterkasser.
Transportable kasser
Blomsterkasserne er midlertidige forklarer det lokale byrådsmedlem José Ramón González de Zárate.
Det er nemlig meningen, at man vil opstille kasser, der kan flyttes rundt, og som det lokale politi skal stille, hvor det passer bedst.
Den slags kasser ville også gøre det lettere for beboere at komme ind og sikre adgang i nødstilfælde.
Radio Taxi har også haft noget at skulle have sagt. Der vil komme ændringer i trafikken i de to gader ved Levante udvidelsen, Calle Mallorca og Calle Murcia. Byrådsmedlemmet mener ikke, det vil komme til at genere så meget.
Det, der kommer til at ske, er, at man ændrer færdselsretningen i de to gader, så Calle Mallorca kommer til at munde ud i Mediterraneo og Murcia løber ud i Calle Gerona.
Noget man lige skal huske at have i tankerne, hvis man kører i området og har lidt travlt.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.