Beskæftigelsen kører
Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, man, 05/01/2015 - 10:33
Penge & Forbrug
KRISEN PÅ RETUR: For første gang i syv år er der kommet gang i beskæftigelsen i Spanien.
Tilmeldingen til sygesikringen steg sidste år med 417.574 personer. Dermed var der 2,55 procent flere tilmeldt seguridad social end ved udgangen af 2013.
Efter sæsonregulering af tallene er stigningen dog kun på 46.201 personer.
Der er kommet 624.000 flere tilmeldinger til sygesikringen, siden arbejdsløsheden toppede på 26 procent for godt og vel et år siden.
December blev en god beskæftigelsesmåned med hele 79.463 tilmeldinger. Det er det højeste antal for denne måned nogensinde.
Yderst positiv udvikling
Sygesikringens departementchef, Tomás Burgos, siger, at ”december har udvist en yderst positiv udvikling, når det gælder nye tilmeldinger til sygesikringen, så 2014 lukker med en klar tendens til økonomisk genopretning, og der er bedre perspektiver for 2015”.
Antallet af arbejdsløse lå i december på 4.447.711 personer, hvilket svarer til et fald på 64.405 arbejdsløse i forhold til november, da tallet var på 4.512.116. Det var i øvrigt det bedste tal for november siden 1998, fremgår det af nye tal fra Sygesikringen offentliggjort i dag.
Der var 5.430.000 arbejdsløse i Spanien i slutningen af september, hvilket gav en arbejdsløshed på 23,67 procent – en af de højeste for et I-land.
Antallet af arbejdsløse er fra december 2013 til december 2014 faldet med 5,39 procent, oplyser Spaniens arbejdsløshedsministerium.
I december blev der 64.405 færre arbejdsløse; det andet største fald nogensinde. For sæsonkorrigerede tal er antallet af ledige dog kun faldet med 5.404 personer.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.