Bienvenido, ombord!
Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 30/10/2019 - 07:00
Rejser & oplevelser
OPLEVELSER: Berømt galleoner har lagt til kaj i Torrevieja og slår landgangsbroen ud for nysgerrige.
Hvis du befinder dig i Torrevieja, Alicante, kan det kraftigt anbefales at smutte en tur forbi marinaen i løbet af ugen.
Fra i morgen og frem til den 10. november kan man nemlig komme ombord på to sødygtig replikaer af to historiske skibe ‘Galeón Andalucía’ og 'Nao Victoria'.
Her kan man lade sig rive med på en rejse gennem tiden og lære om, hvordan livet var for spanske sømænd i det 16. århundrede.
Mandag sejlede de to skibe fra Almería og ankom til Torrevieja i går formiddag.
Anledningen er festivalen Marítimo V Centenario Primera Vuelta al Mundo, der markerer, at det er fem århundreder siden den man "opdagede" Amerika.
Flotte og imponerende
Nao Victoria er en tro kopi af det skib, der blev brugt af Magellan og Elcano under ekspeditionen fra 1519 til 1522. Det er bygget i fyrretræ og eg, er 26 meter langt og syv meter bredt og har fire master med syv sejl.
Galeón Andalucía er en kopi af et af de skibe, som blev brugt af spanierne til handel mellem fædrelandet, Amerika og Filippinerne i oplysningstiden. Der er virkeligt kælet for detaljerne på skibet, som er 55 meter langt og bygget i iroko- og fyrretræ.
Den imponerende galleon kan prale af hele fem dæk og ikke færre end syv sejl.
I sin tid som handelsskib var Galeón Andalucía et tungt bevæbnet fartøj, som var kendt for sit moderne design, der gjorde den lynhurtig på trods af sin størrelse.
Replikaen tog tre år at få fra tegnebrættet til havet. 150 medarbejdere brugte hele 17 måneder på at bygge skibet.
Det praktiske
Skibene holder til Muelle Pesquero – Puerto de Torrevieja
De holder “åbent” for offentligheden hver dag mellem klokken 09:00 og 19:00, bortset fra lørdag og søndag, hvor der først er adgang fra klokken 10:00. Billetter kan købes ved indgangen eller på nettet.
Billetter
- Voksen: Otte euro
- Børn fem til 10 år: Fire euro
- Familier med to voksne og op til tre børn: 20 euro
- Børn under fem år: Gratis
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.