Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Bizar lovgivning

Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 17/07/2020 - 09:48

Krimi og katastrofe

KRIMI: I disse dage taler vi ofte om “krænkelseskultur”, men når den kriminelle anmelder ofrene til politiet, ryger øjenbrynene alligevel helt om i nakken.

Bedst som man troede, man havde hørt alt, så tilkalder nogle besættere i Lugo politiet, fordi ejerne af boligen "generer dem".

Hvis man kan sige noget overordnet om 2020, er det, at verden har været mere surrealistisk, end vi nogensinde havde forestillet os. Men denne historie hæver alligevel niveauet på skørheds-skalaen et par hakker endnu.

Fem personer besatte et hus i A Milagrosa-kvarteret i Lugo, og den kriminelle handling kulminerede i, at de altså bad politiet om at sparke husets ejeres slægtninge ud, fordi de var "bange for dem" og "de generede dem”.

Og politiet kunne ikke gøre andet end at tvinge barnebarn og andre pårørende til at forlade stedet. De havde stået på vagt i timevis for at forhindre besætterne i at stjæle noget.

Det skriver La Voz de Galicia. 

Huset har stået tomt siden starten af ​​alarmtilstanden, da ægteparret på henholdsvis 84 og 91 år var taget hjem for at tilbringe karantænen sammen med et af deres børn.

Barnebarnet siger, at de havde taget alle mulige forholdsregler for at forhindre, at netop sådan noget skete:

De havde kontaktet naboerne og bedt som om at sige til, hvis de bemærkede noget mærkeligt, og de kom ofte i huset for at kontrollere, at alt var i orden. Den sidste gang, de tjekkede huset, var tre dage inden, besætterne flyttede ind.

"Jeg fattede intet"

Den 25. juni ringene en nabo til familien og fortalte, at han havde set folk inde i huset, såvel som folk, der kom og gik. Barnebarnet ringede til politiet og tog hen til huset, hvor hun og andre slægtninge blev stående frem til daggry. 

- Besætterne tilkaldte politiet og sagde, at de var bange. Politiet ringede så til os og sagde, at vi blev nødt til at forlade stedet. Jeg fattede intet, siger hun.

En dag senere ankom politiet og anholdt besætterne. Der er tale om to kvinder og tre mænd i alderen 18 til 31 år, der nu er anklaget for indbrud og hærværk. Huset var totalt smadret.

På bare tre dage havde de allerede udskiftet låsen, hevet malerierne ned, smadret møbler og fotorammer. De havde desuden pakket mange af ægteparrets ejendele i tæpper, som om de skulle et andet sted hen.

Men gruppen havde allerede nået at stjæle en masse. Blandt andet kontanter, som parret havde gemt i huset, Lladró-figurer, en pelsfrakke, juveler fra deres afdøde nære, som de havde medbragt fra Cuba, samt to guitarer og en lut, hvor kun kasserne stod tilbage.

Kommentarer

På mange områder virker det som om Spanien er endov særdeles lovlydigt , næsten så vi syntes det er for meget.
Specielt her i Coronatiden. Derfor virker det meget mærkeligt på os at i forhold til bolig og ejendomsret er politiet og loven nærmest på forbryderens side.
Det vilde vesten i Spanien kunne man måske kalde det.
Vi hører jævnligt historier hvor folks ejendom eller lejlighed er blevet besat, og at når besætterne har opholdt sig kort tid i ejendommen, fejs skiftet låsen eller bestilt mad eller en vare til adressen, så skal man gå rettens vej for at få folk ud af ens ejendom igen, dette kan tage årevis har vi hørt.
Hvis dette er korrekt er det utroligt at så mange tør købe ejendom i Spanien.
Og man burde fra Eu forlange at Spanien får styr på hvad ejendomsret egentlig betyder, således at man Med ro i sindet i fremtiden kan forlade sin bolig i kortere eller længere tid, uden at risikere at miste den til forbrydere

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.