Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Boligpriser op og flere handler

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 26/11/2014 - 12:39

Bolig

BOLIG: Fire måneder med fremgang og stigende priser for første gang siden 2008 varsler lysere tider.

Flere køber, og det sender prisen op. For første gang siden 2008 er der kommet skub i boligmarkedet, og i september blev der indgået næsten 30 procent flere realkreditlån end samme måned sidste år.

 

Gennemsnitsprisen på en bolig i Spanien havner på 157.717 euro i slutningen af 2014. Det er en stigning på 1,4 procent i forhold til sidste år og er den første stigning siden 2008. I forhold til 2007 var prisene i 2013 hele 36,6 procent lavere.

 

Sådan lyder i hvert fald forudsigelsen fra uafhængige forbrugerportal Kelisto.es. Det skriver El País.

 

Kombinationen af bundpriser lige nu og udsigten til stigning i de kommende år ser ud til at have en indvirkning på salget til udlændinge, der nu tegner sig for 16 procent af alle boligkøb i Spanien.

 

Det forventes, at boligpriserne i 2015 kun vil øge svagt med 0,8 procent og i snit havner på 158,979 euro per enhed med størst fremgang i Ceuta med fire procent, og to procents fremgang på De Kanariske Øer og i Aragon.

 

Herefter forventer Kelisto et svagt fald i perioden 2016 til 2019, og det skyldes en aldrende befolkning, stor fraflytning fra landet og fortsat stort lager af boliger til salg.

 

Flere boliglån

Antallet af realkreditlån indgået i september var på 19.323, og det er en stigning på hele 29,8 procent, hvis man sammenligner med samme måned i 2013. Det viser data fra Statisk Institut, INE, offentliggjort i dag.

 

Kun i to regioner er der sket et fald i antallet af realkreditlån i forhold til 2013 nemlig på Kanarieøerne og i La Rioja.Størst fremgang finder vi i Madrid, hvor der blev indgået hele 64,3 flere realkreditlån i september 2014 i forhold til samme måned i 2013. Også i Navarra var der godt gang i den med en fremgang på 56,9 procent.

 

Det gennemsnitlige beløb, der blev handlet for, var på 107.850 euro, og det er en stigning på 10,6 procent i forhold til samme måned i 2013.

 

Væksten på realkreditfronten i september markerer den fjerde måned i træk med tocifret fremgang. I juni lød stigningen på næsten 19 procent, juli 28,8 procent og 24 procent i august.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.