El-rebelsk bykonge
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 02/09/2021 - 07:00
Penge & Forbrug
PENGE & FORBRUG: Borgmester nægter at betale kommunens elregninger i protest mod de stigende priser.
- Jeg håber, at flere kommuner vil følge trop, så vi kan få sat en stopper for elselskabernes grådighed og regeringens passivitet i sagen, siger Víctor Manuel López, der er borgmester i kommunen Batres i Madrid Regionen. Kommunen har 1.750 indbyggere.
Víctor Manuel López gør det i bevidstheden om, at el-selskaberne ikke kan lukke for strømmen til kommunerne, selvom de ikke betaler.
- Det er det eneste våben, vil har og jeg håber andre politikere vil træffe samme beslutning. I lyset af så meget uretfærdighed har vi besluttet at tage tyren ved hornene og kæmpe mod disse virksomheder, siger López til avisen 20minutos og tilføjer:
- Hvis alle borgere holdt op med at betale deres el-regninger, ville presset på elselskaberne være totalt, men hvis kun nogle få af dem gjorde det, ville de blive udryddet i et snuptag ved at lukke for forsyningen. Dette er ikke tilfældet med offentlige forvaltninger.
Idéen til at blive rebel opstod, da López hørte ministeren for økologisk omstilling, Teresa Ribera, retfærdiggøre regeringens handlinger. Hun sagde, at regeringen ikke havde nogen værktøjer, at de var afhængige af europæisk jurisdiktion, og at de derfor ikke kunne ændre lovgivningen.
Prisen på elektricitet i Spanien er dyrere end nogensinde før. Elprisen steg kraftigt i august til 132 euro pr. megawatt-time, og i dag vil den nå op på rekordhøje 140 euro pr. megawatt-time, ifølge data fra den iberiske energimarkedsoperatør (OMIE).
Prisen på elektricitet på engrosmarkedet (pool), som er referencen i Spanien for beregning af den regulerede tarif, der betales af ca. 10 millioner husstande, slog otte rekorder i august og vil ifølge en række eksperter fortsætte med at stige i september.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.