Brand under kontrol
Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 15/08/2019 - 12:02
Krimi og katastrofe
VIDEO: Efter flere dages intens kamp kom den gode melding endelig om, at branden på Gran Canaria er under kontrol. Ilden har ædt flere boliger, og et areal svarende til 1.630 fodboldbaner. Nu lurer hedebølge, blæst og lav luftfugtighed.
Branden på La Cumbre på Gran Canaria er gået ud over hele 1.164 hektar på fire dage. Brandfolk har kæmpet mod flammerne siden lørdag, og først i går kom meldingen om, at branden nu var under kontrol.
Men faren er ikke ovre endnu.
Mens der fortsat efterslukkes i området og vi afventer den endelige melding ‘slukket’, lurer høje temperaturer forude. Et forhold, der bestemt ikke hjælper i en situation med brandfare.
Husk at like vores facebookside
Skovbranden i det nordvestlige af Gran Canaria blev officielt meldt kontrolleret ved middagstid i går, fire dage efter den blevet startet på en privat ejendom i Las Arvejas i Artenara. Læs mere om årsagen her
Den nåede at brænde et område, der ifølge de første estimater er på 1.164 hektar i kommunerne Artenara, Gáldar og Tejeda. Det svarer til 1.630 fodboldbaner eller 14.550 parcelhusgrunde! Flere boliger er også gået tabt i flammerne, men indtil videre er der ikke noget decideret overblik.
Efter ‘kontrolleret’ er den næste og endelige melding ‘slukket’. Men ingen tør rigtigt gisne om, hvornår den melding kan komme andet end, at der går i hvert fald et par dage.
Og da slet ikke, når vejrguderne ikke gider at hjælpe. Udsigt til høje temperaturer og hård vind gør, at myndighederne opretholder alarmen på Niveau 2 og man holder fortsat nøje øje med de berørte områder.
Det samme gør man i Cazadores, Teldense, hvor en anden påsat brand startede mandag aften, men den kom dog heldigvis relativt hurtigt under kontrol. Læs mere her
Undgå områderne
Som i de foregående dage anbefaler de regionale myndigheder, at befolkningen undgår de berørt områder, medmindre de bor der eller har brug for gennemkørsel for at komme deres bolig.
Alle de omkring 1.000 evakuerede fra Artenara, Gáldar og Tejeda har været i deres hjem siden tirsdag formiddag, og de veje, der blev lukket for trafik, er genåbnet.
Nu er man i gang med at få overblikket over de enorme områder, der er brændt, hvoraf store dele er i beskyttet naturpark og er gået voldsomt ud over mange endemiske arter.
Se bare her:
Hedebølge lurer
Brandfaren som den vurderes til at være i dag
Gran Canaria og de fire øer i Santa Cruz de Tenerife-provinsen er lige nu ekstra opmærksomme på risiko for skovbrande i lyset af vejrsituationen i de næste par dage med temperaturer på omkring 40 grader i de sydvendte områder og højtliggende egne på Gran Canaria.
Meteorologisk Institut, Aemet, har i dag aktiveret det gule alarmberedskab på det sydlige Gran Canaria for temperaturer på over 34 grader, mens der varsles stigende temperaturer generelt, men særligt mærkbart i højtliggende egne på Gran Canaria og Tenerife. Moderat vind fra nordøst, men den frisker noget op i perioder, og det er altså det, der gør myndighederne noget nervøse.
I morgen er der gult varsel på hele Gran Canaria, Lanzarote, Fuerteventura, Tenerife og den vestlige halvdel af La Palma. Maksimumtemperaturer på omkring 30 grader til hele øgruppen, og vi når omkring 34 grader i de sydlige egne, mellem- og højtliggende egne.
Termometrene kan ryge over 36 grader i de sydlige egne af Gran Canaria, og det sender alarmniveauet op i det næsthøjeste. Moderat vind fra nordøst og igen stærk vind i perioder.
Temperaturerne ser ud til at stige endnu mere i løbet af lørdagen, og først søndag forventes et lille fald. Alle dage ventes der i øvrigt den meget støvholdige vind fra Afrika, calima. Og så ligger luftfugtigheden på under 30 procent, samtidig med at det har regnet ualmindeligt lidt i år.
Alle de faktorer har fået regeringen på De Kanariske Øer til at erklære særlig alarmsituation på grund af risikoen for skovbrande.
Alarmen er i effekt fra i dag og gælder øerne El Hierro, La Palma, La Gomera, Tenerife og Gran Canaria.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.