Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Butiksejere har fået nok

Skrevet af Simon Koefoed Toft, fre, 10/02/2017 - 10:29

Samfund og Politik

SAMFUND: Forretningsdrivende i et storcenter på Gran Canaria sætter nu foden ned. Udbredt kriminalitet står i vejen for salget, og derfor har ejerne sendt en klage til kommunen.

Centeret i Puerto Rico er et storcenter som så mange andre - og så alligevel slet ikke.

Narkotikahandel, prostitution og svindel af turister er blevet normalen efter solnedgang i centeret. I hvert fald hvis man skal tro en gruppe butiksejere, der har sendt en klage til Mogán kommune.

Det skriver La Provincia.

I alt 78 forretningsdrivende har skrevet under på klagen.

Udover bordelvirksomhed og salg af narkotika melder butiksejerne også om, at der flere steder foregår kreditkortsvindel.

Myndighederne anerkender problemer

Kilder hos både Policia Local og Guardia Civil erkender ifølge La Provincia, at der er problemer med kriminalitet i centeret efter mørkets frembrud.

Når klokken har slået midnat, bliver området indtaget af gadesælgere, narkohandlere og såkaldte “tiqueteros”, der forsøger at lokke kunder til natklubberne.

Udover selvfølgelig at sætte en stopper for kriminaliteten vil butiksejerne også have lukket tre af disse natklubber.

Det er dels fordi, de efter sigende lægger lokaler til prostitution, og dels fordi de holder åbent til den lyse morgen, selvom de ifølge centerets regler skal lukke klokken 02:00.

Nu skal der ske noget

Ifølge en talsmand fra Policia Local har det været vanskeligt at samle beviser mod de kriminelle, men politiet har nu øget den natlige patruljering i området.

I den forbindelse er der afsat to ekstra betjente.

Fra kommunens side vil man indføre flere inspektioner af virksomhederne i centeret for at undersøge præcis, hvilke aktiviteter der finder sted, og hvad der skal gøres ved dem.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.