Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Catalonien skal være som Danmark

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 06/03/2017 - 01:00

Samfund og Politik

POLITIK: Artur Mas nævnte Danmark som et forbillede under en debat med universitetsstuderende.

Mens retssager mod de catalanske separatister er i gang og undervejs, fortsætter den tidligere præsident, Artur Mas, med at gøre opmærksom på sagen — også i udlandet.

- Catalonien skal være et ‘Danmark’ ved Middelhavet med lav arbejdsløshed, retfærdig løn, en åben økonomi og en stærk velfærdsstat, lød det fra eks-præsidenten under debatten med universitetsstuderende ved Oxford University.

Spændingen eskalerer uden forhandlinger

Som sædvanlig var Artur Mas ude med riven efter regeringen i Madrid, som han beskylder for ikke at ville forhandle. Han argumenterede blandt andet med, at mellem 80 og 85 procent af catalanerne går ind for en folkeafstemning.

Det betyder også, at støtten til en afstemning er ganske markant selv blandt de catalanere, der er imod løsrivelse fra Spanien.

Mas var ikke sen til at udnytte sin tilstedeværelse i Oxford til at drage en parallel til situationen i Catalonien. Han valgte at fremhæve regeringen i London som et positivt eksempel, fordi den gav skotterne lov til at stemme om uafhængighed i 2014.

- Mens unionisterne her forsøgte at overbevise skotterne med argumenter, har spanierne ikke forsøgt at overbevise catalanerne. De har bare forhindret dem i at stemme. Hvis man ikke kan forhandle, eskalerer spændingerne, lød det fra Artur Mas.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.