Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Corona-historie var en røver

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 28/11/2016 - 12:29

Penge & Forbrug

SAMFUND: Nyheden, om at ølkonge have gjort borgerne i sin spanske fødeby til millionærer, bredte sig lynhurtigt i alverdens medier. Problemet er bare, at borgerne ikke aner noget om det.

Corona-tycoon har ikke testamenteret en formue til spanske landsbyboere, selvom nyheden om netop det føg rundt i verden i sidste uge.

Den lille landsby Cerezales del Condado blev vældigt overraskede, da nyheden kom frem om, at Antonino Fernandez, milliardær og grundlægger af ​​Corona-bryggeriet, har efterladt en kæmpe formue til borgerne i byen.

Fernandez døde den 31. august i en alder af 98.

En røverhistorie

Den lille landsby i Castilla y León var Fernandez’ fødeby. Selvom han flyttede til Mexico og fik kørt Corona-bryggeriet op til det imperie, det er i dag, glemte han aldrig sine rødder.

Men nyheden om, at han havde efterladt hver eneste indbygger i landsbyen omkring to millioner euro er desværre ikke sand. Det skriver The Local.

Historien blev bragt på Daily Mail torsdag, og som en steppebrand bredte den sig hurtigt til alverdens andre medier.

Folkene i landsbyen dattede ikke en pind.

Total misforståelse

- Det er simpelthen ikke sandt - desværre, siger Lucia Alaejos fra Fundación Cerezales Antonino y Cinia, kulturhuset i landsbyen, der er blevet til takket være støtte fra Corona-kongen.

- Nogle har totalt misforstået, og så er historien bare vokset og vokset. Det er gået helt amok, siger hun.

Hun bekræfter, at Fernandez var ud af en ordentlig søskendeflok på 13, og han fik aldrig selv nogen børn. Derfor har han efterladt en del af sin formue til hans nevøer og niecer i Spanien.

- Mange af dem kommer stadig på besøg nogle måneder hver sommer, så det er fantastisk for landsbyen og holder den i live. Men landsbyboerne kommer ikke til at arve direkte, siger Lucia Alaejos.

Den samlede arv til de pårørende i Spanien anslås at være på omkring 200 millioner euro.

Har reddet byen

Men hun forklarer, at de står i taknemmelighedsgæld til Ølkongen. Selvom han flyttede til Mexico i 1949 sammen med sin hustru Cinia González Díez og fik et job hos hendes onkels bryggeri, huskede han altid, hvor han kom fra.

- Han glemte aldrig sine rødder og besøgte sit hjemland hver sommer. Takket være hans gavmildhed er byen er meget bedre stillet end mange andre i regionen. Han betalte for restaurering af kirken, sørgede for rindende vand til alle i byen og takket være ham, har vi et fantastisk kulturcenter, der bringer besøgende til regionen, siger Lucia Alaejos.

Kolde kontanter til hver enkelt borger er der altså ikke tale om - men det var en go' historie... 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.