Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Døde 100 meter fra sygehus

Skrevet af Pia Bruun, man, 09/03/2015 - 10:39

Sundhed & sygdom

SYGDOM: Bureaukrati og ineffektivitet koster 72-årig kvinde livet.

Ældre dame måtte vente mere end en halv time på en ambulance, på trods af at hun faldt om kun 100 meter fra et hospital. Da ambulancen endelig dukkede op, var det for sent.

Byens borgmester, Carlos Fernández Bielsa fra socialistpartiet PSOE, kræver nu en undersøgelse af sagen.

Dødsfaldet skete fredag morgen i Mislata Kommune i Valencia -regionen, da den 72-årige sammen med 400 andre kvinder var på vej til et kulturelt arrangement i Benidorm.

Ringede flere gange

Kvinden var ved at stige ind i en bus, da hun blev dårlig og faldt om på jorden.

Klokken 08:06 blev der første gang ringet til 112 og bedt om akut behandling.

Det næste opkald blev foretaget klokken 08:16, men ambulancen kom først klokken 08:37 – på trods af at hændelsen skete bare 100 meter fra sygehuset Vázquez Bernabeu.

Kaotisk situation

Kvinden blev tilset af en af deltagerne i arrangementet, det lokale byrådsmedlem María Luisa Martínez, som desperat forsøgte at få fat i en ambulance eller læge fra det nærliggende sygehus.

Men der blev først sendt en forkert ambulance, og da den rigtige nåede frem, var det for sent.

En af årsagerne, til at ambulancen var så lang tid undervejs, var, at den kom fra et andet sygehus.

Mislatas borgmester vil nu have at vide, hvorfor ambulancen kom fra nabokommunen Manises, i stedet for det nærliggende sygehus i Mislata.

Manglende udstyr i ambulancen

Fra nødhjælpscentralen El Centro de Información y Coordinación de Urgencias (CICU), oplyses det, at opkaldet blev modtaget klokken 08:11 og at der ankom en ambulance til stedet klokken 08:23.

Men den havde ikke det nødvendige hjerteudstyr ombord, og klokken 08:26 blev der sendt bud efter en anden ambulance fra redningstjenesten SAMU.

Den kom dog fra Manises – 11 minutter efter den første, klokken 08:37, eller rettere sagt en halv time efter at ulykken var sket.

Kvinden kom under behandling af personalet i den første ambulance, men uden resultat. Og da den anden ambulance fra SAMU dukkede op, var hjertet holdt op med at slå. Selv om lægerne forsøgte i mere end en time at genoplive kvinden, var der ikke noget at gøre, og hun blev erklæret død klokken 09:31.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.