Kølig, dansk succes-historie
Skrevet af Redaktionen, fre, 04/08/2017 - 11:37
Mad & Vin
MAD: Jacob og Vanessa havde is i maven, hovedet og køledisken, da de åbnede butik i Spanien.
Hvis du trænger til en forfriskning i den hårdtslående, spanske hede, er det vanskeligt at finde noget bedre end en god, kold is.
Når det handler om is, er Spanien et fantastisk land at opholde sig i. Nye tal fra Eurostat viser nemlig, at landet har en af de allerstørste produktioner af is i EU.
I 2016 producerede spanierne hele 300,9 millioner liter is. Det placerer dem på en fjerdeplads over de største isproduktioner i EU.
Kun Frankrig, Italien og Tyskland producerer mere.
Men det er bare som om, at det aldrig bliver helt lige så godt, som den lokale strandkiosk hjemme i den danske andedam.
Savnede én ting fra Danmark...
Jacob Gotfredsen og Vanessa Fabiano bosatte sig i Madrid efter at have boet fem år i København.
I deres nye land var der kun en ting, de for alvor savnede fra Danmark: Ispinde.
For dem var løsningen ligetil. De ville sælge is, som var inspireret af det nye nordiske køkken. I juni 2017 åbnede isbutikken Nordikos i Madrid.
Det vigtigste i Nordikos er den velkendte, lille træpind. (FOTO: Twitter)
Vikinger og eskimoer
- Vi indså, at folk ikke rigtig kendte til ingredienserne fra det nye nordiske køkken udover det, de havde hørt om Noma. Vores mål er at bringe varerne og ingredienserne hertil, siger Jacob Gotfredsen.
Hver dag håndlaves alle ispindene. Det foregår uden konserveringsmidler og farvestoffer for at hæve produktets sundhedsfordele.
I stedet bruges eksempelvis havtorn, blåbær og korbær. På den måde får isene også et højt indhold af vitaminer.
Og hvis du som os her på redaktionen tænker, hvad er korbær, så har vi lidt bonusinfo her.
Korbær blev i tidligere tider brugt af vikinger og eskimoer, som ofte tog på lange søfartsrejser. Bærrene har et tårnhøjt indhold af C-vitamin, og de modige søfarere spiste dem for at undgå sygdommen skørbug.
Hele året rundt
Hver dag bliver der solgt is i Nordikos. Arbejdet starter om morgenen, hvor ispindene bliver håndlaver.
Der er åbent fra klokken 12 til midnat - også i vintermånederne. Ejerne mener nemlig ikke, isspisning har noget at gøre med årstiderne.
- Vi vil fortsætte med at skabe nye smagsoplevelser. Vi elsker at se, når folk får smagsoplevelser, de aldrig har prøvet før. Det bedste er at præsentere dem for en smag, de ikke vidste findes, siger Fabiano.
Hvis alt går som Jacob Gotfredsen og Vanessa Fabiano har planlagt, bliver sortimentet ved med at vokse.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.