Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dansk kvinde i busulykke

Skrevet af Kristoffer Olesen, ons, 14/11/2018 - 11:05

Fly & trafik

TRAFIK: Dansker er blandt de kvæstede i et trafikuheld på Gran Canaria, hvor angiveligt påvirket chauffør mistede kontrollen med turistbus.

Hvis man nogensinde har siddet i en turistbus på Gran Canaria, har man helt sikkert også haft en klump i halsen og sved på panden, når turen gik op og ned af øens næsten vertikale skrænter.

Kort før klokken 09:00 i går morges skete desværre det, som ikke må ske. En fyldt minibus forulykkede på GC-60-vejen nær Fataga, og det kostede blandt andet en 47-årig dansk kvinde en mindre skade på armen.

Foruden danskeren kom to franskmænd også til skade. En 60-årig mand forstuvede sin ankel og en 56-årig kvinde fik en skade på lysken. Derudover fik en 57-årig kvindelig turist fra Portugal smerter i lænden.

Det skriver de regionale myndigheder i en pressemeddelelse.

I bussen var i alt 19 personer. Størstedelen slap altså uden større skader.

Kavaleriet kommer

Myndighederne var heldigvis hurtigt på pletten, da de fik nys om trafikuheldet.

Klokken 08:56 modtog alarmcentralen et opkald om, at en bus var forulykket, og hele kavaleriet blev sendt af sted.

Brandmænd, politi og redningsarbejdere hastede sammen med en læge og en sygeplejerske til ulykkesstedet og tog sig af de tilskadekomne.

Ambulancefolkene kunne heldigvis hurtigt konstatere, at ingen var kommet noget alvorligt til, og derfor kunne man annullere en helikopter, der var på vej.

De værst kvæstede turister - heriblandt altså danskeren - blev efterfølgende hastet til nærliggende hospitaler. De blev fordelt på Clínica Roca og Hospitales San Roque i Maspalomas.

Alle er nu sikkert tilbage på deres hotelværelser, hvor de kommer sig oven på ulykken. En af de tilskadekomne måtte dog forlade hospitalet i en kørestol, skriver Laprovincia.es

Påvirket chauffør

Chaufføren testede efterfølgende positiv for stoffer. Resultaterne af vejsidetesten er nu på vej til et laboratorium for at blive verificeret.

Hvis man bekræfter prøverne, kan han se frem til en sigtelse for forbrydelse mod trafiksikkerheden under straffelovens paragraf 379.

Hovedpersonen selv mener dog ikke, at man kan give ham hele skylden for ulykken:

- Jeg kører den her rute to til tre gange om ugen. Det her kunne være sket for enhver, siger han til Antena 3.

Chaufføren forklarer, at han pludselig mistede kontrollen med minibussen, hvorefter den kørte op af en jordvold på vejsiden. Da han forsøgte at bakke ned igen, tippede køretøjet og væltede på siden ned på vejbanen.

Myndighederne har efterfølgende fastslået, at sikkerheden er i orden på vejen, hvor bussen forulykkede.

Trafikken lammet

Efter trafikuheldet gik der lang tid, før trafikken igen flød på GC-60-vejen.

Knust glas og andre dele fra bussen lå spredt over begge vejbaner, og først klokken 13:30 fik myndighederne endelig fjernet den væltede bus med en kran.

I dag kører trafikken normalt.

Vi krydser fingre for, at en lignende ulykke ikke sker igen, og at den danske kvinde når at nyde resten af ferien.

 

Dagens billede i Viden & Hygge

Overraskende mange spaniere tager cyklen

Klik her for at se dagens nye Viden og Hygge med krydsord, bonmot og digt...

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.