Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dansker bag lukkede døre

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 30/11/2017 - 12:21

Krimi og katastrofe

KRIMI: Den danske transportør, der blev anholdt i Málaga, er blevet fremstillet bag lukkede døre i Danmark.

1.100 ton hash, våben, et større kontantbeløb og ni anholdte. 

Det var resultatet, da dansk og spansk politi slog til den 25. oktober i år, efter mere end et års efterforskning. 

Husk at like vores facebookside

Sagens hovedmistænkte, E. B., blev anholdt i Benalmáldena, Málaga, mens de andre medanklagede blev pågrebet i Danmark. Det var ifølge den anholdtes søster i Danmark, at de store mængder hash blev beslaglagt. 

Det har vi ikke fået bekræftet hos politiet, og pressemeddelelsen fra Policía Nacional nævner blot beslaglæggelserne i sammenhæng med anholdelserne i Danmark og Spanien. Ikke noget om, hvor de forskellige sager er blevet beslaglagt.

E. B. har gennem sin transportvirksomhed med base i Málaga angiveligt sendt hash til Danmark i store mængder.

I danskermiljøet på Solkysten gik jungletrommerne hurtigt om, at mandens partner også skulle være blevet pågrebet, men det kender Udenrigsministeriets Borgerservice i Danmark ikke noget til. 

Den 13. november blev manden udleveret til Danmark for retsforfølgelse. Det oplyser Udenrigsministeriet til Spanien i Dag.

Vi ville gerne høre mere om, hvad status er på sagen lige nu, og da Policía Nacional i Málaga kun kun bekræfte, at anholdelsen blev foretaget den 25. oktober, zoomer vi ind mod Danmark.

Her er der dog ikke meget at komme efter.

Christian Brinck fra Rigspolitiets presseenhed kan kun oplyse, at der er afholdt grundlovsforhør for lukkede døre, hvorfor politiet ikke har yderligere oplysninger i sagen. 

Og Vicepolitiinspektør Jesper Lauenborg Bangsgaard kan heller ikke sige meget mere:

“Det, vi kan sige om sagen på nuværende tidspunkt, er, at den kører i et samarbejde mellem Københavns Politi og Særlig Efterforskning Øst, der er et særligt efterforskningssamarbejde mellem politikredsene på Sjælland. 

Da der er afholdt grundlovsforhør for lukkede døre, kan vi desværre ikke give flere oplysninger i sagen”, skriver han i en mail til Spanien i Dag. 

Af samme årsag må vi heller ikke nævne mandens fulde navn, selvom det i de danske kredse på Solkysten er kendt blandt de fleste, hvem manden er.

Spanien i Dag følger sagen.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.