Den går ikke, Granberg
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 02/07/2018 - 01:00
Samfund og Politik
SAMFUND: Betjente i Guardia Civil skal være nette, og vil i fremtiden nærmest fremstå som pæne konfirmander.
Står man over for en betjent med lange negle, tatoveringer og piercinger, bliver man mere bange end tryg, mener indenrigsminister Fernando Grande-Marlaska.
Han har forbudt kropsdekorationer hos betjentene i Guardia Civil. De skal signalere imødekommenhed, tryghed og autoritet.
Selv skægvæksten skal under kontrol: ‘terrorist-skæg’ - store og uplejede skæg, der når langt ned over halsen - vil ikke blive tolereret.
Marlaska har netop ratificeret en forordning, der begrænser betjentes mulighed for at udtrykke sig via kroppen.
De skal fremover se ud som ‘moderne borgere’. Og vel at mærke borgere, der ikke skiller sig ud på nogen måde. De må ikke engang have store armbåndsure,
Det skriver El Independiente
Man begyndte at diskutere betjentenes fremtidige udseende for tre måneder siden, men den nye indenrigsminister kastede sig over sagen, så snart, han sad på taburetten.
Betjentene ikke begejstret
Det nye reglement gik ikke uproblematisk igennem. Syv af de otte professionelle repræsentanter stemte imod..
La Asociación Unificada de Guardias Civiles (AUGC) er gået så langt som til at publicere på Twitter, at de vil gå til domstolene for at få lavet om på reglementet.
De nye nydeligheds-forordninger vil træde i kraft dagen efter, de er blevet publiceret i Statstidende (BOE), og sker der ikke noget, der ændrer på sagen, vil nogle betjente få et problem.
Forbindinger om armene
De skal nemlig fortælle hvor mange tatoveringer de har, og sværge på, at de ikke får flere. Og så skal de dække de synlige af dem med hudfarvet elastikbind...De kan dog nøjes med plastre eller make-up, hvis det kan dække.
Make-up må de til gengæld ikke bruge i ansigtet, med mindre de er kvinder. Tatoveringer, der udtrykker politisk, sexuel, eller etnisk nedgørelse må de slet ikke have, selv om de er skjult.
Mændene skal have kort, velfriseret hår og må ikke have underlige frisurer men gerne være skaldede. Ingen store skæg, ingen lange negle, ingen piercinger, bortset fra i øreflippen.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.