Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Det ta’r sin tid med Puigdemont

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 02/07/2018 - 01:00

Samfund og Politik

CATALONIEN: Domstolen i Schleswig - Holstein svømmer ikke den dag, de falder i vandet.

Manden, der optrådte på alle europæiske forsider i mange måneder, lever nu i mere stilhed i Berlin. 

Carles Puigdemont, den tidligere regionspræsident, der  ville løsrive Catalonien fra resten af Spanien, blev sat fast af det nordtyske politi, da han den 25. marts ville vende tilbage til Belgien, hvor han havde asyl, efter en charmetur i Finland.

Spansk højesteret har fået udstedt en Euroordre, fordi de anklager Puigdemont for oprør og misbrug af offentlige midler. 

Belgien vidste ikke rigtigt, hvad de syntes om den, og nu lader det til, at det ellers så regelrette Tyskland også har problemer med fortåelsen.

En Euroordre om udlevering skal efterkommes efter 60 dage, ellers skal der gives gode undskyldninger for forsinkelsen.

Dem har den kvindelige landsdelsdommer Frauke Holmer allerede leveret, siger hun. Men forlængelsen til 90 dage er nu også overskredet. 

Det skriver 20minutos.es

Nøleri

Puigdemonts advokater og pressen beskylder domstolen i Scheswig-Holsten for at nøle. Men det afviser de. 

De fremhæver, at det materiale, der er blevet sendt fra den spanske højesteret, er så omfattende, at det ikke bare sådan kan læses igennem fra den ene dag til den anden. 

Og altså heller ikke fra den ene måned til den anden.

De vil på et tidspunkt træffe en beslutning om Puigdemont, men ingen vil sige, om det tager to, tre eller seks uger fra nu.

Anholdt men fri

Puigdemont blev ved anholdelsen sat i Neumünster fængsel, men blev efter få dage løsladt mod kaution. Denne gang 75.000 euro. Det er ikke småpenge, der har været på bordet for at holde ekspræsidenten på fri fod.

Tyskerne accepterede ikke den spanske højesterets anklage om oprør, for det findes ikke i den tyske straffelov. 

De papirer, der nu granskes  ‘ med så meget omhu, som det er nødvendigt ‘ er anklagen om misbrug af offentlige midler.

Netop den anklage blev understøttet af masser af bilag, og det er dem, tyskerne nu læser grundigt, siger de.

Spansk højesteret holder fast på, at Puidemont skal udleveres eller i det mindste fængsles i Tyskland, fordi de mener, han udgør en flugtrisiko.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.