Dræber du dyr - eller har du folk til det?

Jubelen fra mange mennesker over en spansk tyrefægters død satte mange sind i kog - i mit startede det en lang tankerække. Den får du i dagens klumme.

Mennesker dræber mennesker

For år tilbage besøgte jeg Rom. Egentlig havde vi besluttet ikke at besøge Colosseum på grund af stedets skrækkelige historie.

I ‘historiens interesse’ ændrede vi dog mening og stod så pludselig i midten af det, hvor op til 50.000 jublende tilskuere - få år efter Kristi fødsel - kunne nyde, når en gladiator blev slået ihjel.

Havde der været en tyr, ville hverken en gladiator have ulejliget sig med at slå den ihjel eller publikum interesseret sig for dens død. Her gjaldt kun menneskeblodet.

Besøget gjorde ikke mit historiske indtryk mindre skrækkeligt. At mennesker nød at se andre mennesker blive slået ihjel.

Lige så bestialsk - for tyreme - mener mange mennesker, at tyrefægtningen i de spanske arenaer er i dag.

Stillingen

Fra mange mennesker kom der jublende tilkendegivelser over, at den 29-årige tyrefægter Víctor Barrio blev stanget i hjerte og lunger og døde på stedet i Teruel samtidig med årets ‘festligheder’ i Las Fiestas de San Fermín i Pamplona.

Det minder mig om den gamle ‘vittighed’, der gik mange år i København:

“Tre danskere går på fortovet i Gothersgade i retning mod Kgs Nytorv. På det modsatte fortov - langs med Kongens Have - går tre indvandrere i retning mod Nørreport.

Pludselig springer den ene dansker over på det modsatte fortov, stikker den ene indvandrer med en kniv i hjertet. Han dør på stedet.

Hvad er stillingen nu?

1-0 til Danmark.”

Det er OK

Terrorister fra Islamisk Stat elsker, når de får dræbt hundredvis af vesterlændinge i den ene eller den anden terrorhandling. Senest den sindssyge handling i Nice torsdag på Bastilledagen, den franske nationaldag.

I hvilken forbindelse man måske skal gøre det notat i hukommelsen, at de franske revolutionære efter den 14. juli 1789 skilte hovederne fra op til 15.000 af landets hidtidige undertrykkeres kroppe ved hjælp af de opstillede guillotiner. Under den størst tænkelige jubel.

Mange vesterlændinge elsker, når bomber udsletter flest mulige muslimer i den arabiske verden. 

Det er også helt okay, at danske F16-fly for tiden bomber områder i Syrien, hvor regeringen har erkendt, at civile mennesker kan blive ofre.

Det får bare mindre omtale i medierne end eksempelvis tyrefægtningerne i Pamplona.

Meget omtale giver det heller ikke dagligt, når kvinder i den arabiske verden bliver gravet ned i jorden og stenet ihjel under mistanke for utroskab.

Eller for den sags skyld hanekampe i østen eller andre bestialske traditioner i andre lande.

Når en dansk pilot på et F16-fly slår mennesker ihjel, er det hans arbejde i henhold til Danmarks gældende lovgivning.

Når en dansk slagteriarbejder slår dyr - der måske har levet en kummerlig tilværelse - ihjel, er det hans arbejde i henhold til Danmarks gældende lovgivning.

Når en spansk tyrefægter risikerer sit liv i arenaen, er det hans arbejde i henhold til Spaniens gældende lovgivning. 

Hvem har haft det bedste liv?

Uden jeg overhovedet skal gøre mig til sympatisør for den ene eller den anden holdning til tyrefægtning, så er der vist nok noget med, at tyrene har haft det bedst tænkelige liv, indtil de kommer ind i arenaen.

Sikkert noget anderledes end for eksempel burhøns eller grise i lange transporter.

Burde man også juble over en slagteriarbejders død, fordi han selv omkom ved et uheld, da han skulle give en ko det dødelige, elektriske stød?

Det vil man nok ikke, for det er jo hans fortjeneste, at der ligger gode tilbud i supermarkedets køledisk.

Jeg har selv været til tyrefægtning én gang i mine 27 år i Spanien. Jeg måtte prøve det, men det var ikke min kop te, må jeg indrømme.

Til gengæld respekterede jeg de spanske tilskueres engagement. Tænk på, hvor gammel denne tradition er i landet.

Adrenalin-chokket

Én ting er de professionelle tyrefægtere. Noget andet er de tusinder af almindelige mænd, der ønsker at udfordre døden under tyrenes gadeløb i Pamplona.

“Der er mandomsprøven”, fortalte en yngre spanier mig i Fuengirola for nogle år siden og fortsatte:

“Det er min største drøm at prøve det”.

Nu er han i mellemtiden blevet far, så drømmen står ikke længere øverst på ønskesedlen.

Adrenalin-chokket er et kendt begreb hos unge vovehalse. Uanset om det handler om at køre stærkt, springe ud i faldskærm eller løbe vildt hurtigt ned ad bjerget på et snowboard.

Det kan forklare meget om de - fortrinsvis - unges deltagelse i tyreløbet. Det eneste, de kan, er at bringe deres eget liv i fare. De har ikke en chance for at slå tyrene ihjel.

Smag og behag

Jeg synes, det er fint, at nogle mennesker protesterer mod tyrefægtning. 

Men jeg mener ikke, at man nogensinde skal hovere over andres død.

Måske synes jeg, at det ville være endnu bedre, hvis disse mennesker brugte deres ressourcer på vigtigere, menneskellige ting. 

Men sådan er smag og behag jo forskellig, og der skal jo være plads til os alle i samfundet. Et samfund, som efter min mening godt kunne være en tand mere venligt og udvise større tolerance for andre menneskers traditioner.

Den lille grill

Opholder du dig i Spanien og kan lide at grille, så har jeg et tip til et alternativ, hvis bare tanken om noget der ligner tyr, hænger dig langt ud af halsen.

Netop i går tilberedte jeg et par svinekoteletter - “Chuleta de cerdo ibérico” - på min lille Weber Grill med låg.

Chuletas de cerdo ibérico

Kødet har netop den fedtmarmorering, der gør, at det bliver dejligt saftigt, hvis du ikke griller det for længe.

Sammen med grillkullene bruger jeg ‘afskåret kvas fra økologiske vinstokke’, så koteletterne både bliver stegt og røget. Resultatet er en mør og smagfuld lækkerbisken, der samtidig er betydeligt billigere end oksekød, som ikke altid er lige mørt.

Hvis dødskamp er værst?

Spanien er jo også fiskenes land til helt andre priser end i Danmark. Men er der ikke også her tale om dyrplageri?

Og burde en lystfisker i stedet ikke hedde en lystdræber? Han står og fanger fisk og smider dem i en spand, for at de skal være så friske som muligt, inden de ryger på stegepanden. Hvor mange timer går der - og er det dejligt for fisken?

Døde eller døende fisk

Og hvor mange timer er der gået for de fisk, der ligger halvt døende på is i supermarkedet eller i markedshallerne, siden de blev hevet op af vandet?

Måske har deres livs aften været lige så slem for dem, som tyrens sidste stund i arenaen...

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend

Torben Wilkenschildt