Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Drømmestart på VM

Skrevet af Kristoffer Olesen, fre, 11/01/2019 - 09:47

Sport & hobby

SPORT: I går blev Chiles landshold knust af de danske håndboldherrer, og i aften er det spaniernes tur i ilden mod Bahrain.

Torsdag lød startskuddet til verdensmesterskabet i håndbold for mænd 2019, som bliver afholdt i Danmark og Tyskland.

Det er første gang i 41 år, at Danmark er vært for VM i herrehåndbold og kun anden gang i alt. Spanien har kun været vært en enkelt gang, og det var i 2013.

Tyskerne åbnede dette års bal i går mod Korea i Köln, mens danskerne kort tid efter tog mod Chile i Københavns Royal Arena.

Begge værtslande vandt deres åbningskampe overlegent. Danmark skilte Chile ad 39-16, mens Tyskland destruerede Korea 30-19.

Første VM-triumf?

Danmark har aldrig tidligere hevet guldet med hjem fra VM, selvom vi siden 1967 har erobret tre sølvmedaljer og en enkelt af bronze.

Det ville derfor være et historisk øjeblik, hvis landsholdet formår at kæmpe sig til en sejr, når finalen løber af stablen i København den 27. januar.

Spanien har derimod nappet VM-guldet både i 2005 og i 2013.

Danmarks næste kamp er på lørdag, hvor de danske håndboldmænd møder Tunesien i Herning.

Den kamp kan ses på TV2 og TV2 Play klokken 20:15. I gruppespillet foregår mange kampe samtidigt, så derfor bliver denne kamp ikke vist på den spanske TDP, der i stedet viser Frankrig mod Serbien.

Spaniens tur

Men nu skal først og fremmest koncentrere os om i aften, hvor spanierne møder Bahrain i Olympiahalle i München.

Kampen vises ikke på dansk TV, men man kan følge med fra klokken 20:00 på TDP.

Bahrain burde dog ikke give Spanien de helt store kvaler, så man skal ikke forvente et nervepirrende opgør.

Norge er eneste trussel

I det indledende gruppespil møder Danmark Norge, Østrig, Tunesien, Chile og Saudi-Arabien.

For at gå videre til mellemrunden skal vi ende blandt de tre bedste lande i gruppen.

Det bliver sandsynligvis heller ikke noget problem, da nordmændene umiddelbart er de eneste, som kan gives os en reel udfordring.

Spanien er i gruppe med Kroatien, Makedonien, Island, Bahrain og Japan.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.