Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Drama på Everest

Skrevet af Simon Koefoed Toft, ons, 24/05/2017 - 10:55

Vejr og natur

NATUR: Spanier sætter ny verdensrekord, mens dansker må opgive på målstregen.

Kilian Jornet er ikke som de fleste andre mennesker. Og nogle ville måske endda påstå, at han er decideret overmenneskelig.

Spanieren er bjergbestiger med stort “B” og har sat flere rekorder for hurtige bestigninger.

Mont Blanc, Matterhorn, Denali, Aconcagua og Kilimanjaro har alle én ting til fælles: Kilian Jornet har klatret op af dem hurtigere end nogen andre.

Husk at like vores facebookside

Godt humør og mange højdemeter (foto: Instagram - kilianjornet)

Nu har Kilian Jornet efter alt at dømme for alvor cementeret sit navn i historiebøgerne.

Mandag blev spanieren den hurtigste mand til toppen af verdens højeste bjergtinde, Mount Everest.

Kun 26 timer gik der, fra da eventyreren tog afsted fra “Base Camp”, til han nåede toppen - 8.848 meter over havets overflade.

Og Jornet har klatret i såkaldt “alpin-stil”, hvilket vil sige, at han ikke har benyttet hverken iltflasker eller fastmonterede reb.

Déjà vu?

Hvis du sidder med en fornemmelse af, at du lige har hørt om noget lignende, er der en ganske god forklaring.

Den danske bjergbestiger Rasmus Kragh har nemlig været en tur i vælten, efter at hans forsøg på at nå den legendariske tinde slog fejl.

Mandag var Kragh få hundrede meter fra at blive en af de under 200 mennesker, der har besteget Everest uden brug af ekstra ilt.

Men vejret på Everest har været dårligt de seneste dage, og en storm satte en stopper for Kraghs drømme 250 meter fra toppen.

Og dårligt vejr på verdens højeste bjerg er ikke for småbørn. Alene i weekenden døde fire bjergbestigere på Everest i løbet af under to døgn.

Godt nyt

Tirsdag morgen var der så ganske god grund til at være urolig for, om danskeren ville blive en del af den kedelige dødsstatistik.

På Kraghs Facebookside skrev hans familie, at bjergbestigeren var kommet i problemer, mens han var på vej ned af bjerget igen. Liggende i 7700 meters højde havde han fået kontakt til familien, som var meget urolige over situationen.

(Foto: Facebook - Rasmus Kragh)

I dag onsdag morgen er der dog kommet godt nyt. Rasmus Kragh er kommet i sikkerhed i en lejr, og er i dag begyndt den videre nedstigning til Base Camp.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.