Rekord-våd og kold august
Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 09/09/2015 - 12:05
Vejr og natur
VEJR: Turister, der ville erstatte møg-sommer i Skandinavien med spansk sol i august, fik sig en grim overraskelse. Ferieøer oplevede den vådeste sommer i 99 år.
De Kanariske Øer har oplevet den vådeste august måned i næsten et århundrede, og temperaturerne har været mere end to grader under gennemsnittet siden 1981.
Sådan lyder konklusionen fra Meteorologisk Institut, Aemet, skriver Laprovincia.es. Dataene er indhentet fra Aemets vejrstation på toppen af et bjerg på Tenerife, så der er altså ikke tale om voldsom regn på alle øerne, men målinger fra særligt dette sted har hevet gennemsnittet voldsomt op.
"Meget interessant"
Sidste måned var den vådeste august målt på De Kanariske Øer i helt præcist 99 år og under to grader koldere end gennemsnittet for referenceperioden 1981 til 2010.
I stærk kontrast til, hvad turisterne nok vil kalde det, rapporterer Atmosfærisk Institut Izaña, at august 2015 var "meget interessant". Centret er placeret i 2.373 meters højde på Tenerife.
Med gennemsnitstemperaturer på 16 grader har det været mere end to grader under normalen. Faktisk skal vi helt tilbage til 1956 for at finde en lavere gennemsnitstemperatur for denne sommermåned.
Rekord fik røvfuld
Men ifølge Aemet var det nedbørsmængden, der virkelig gjorde august 2015 til noget helt ekstraordinært. Den akkumulerede samlede nedbør var 87,3 mm, hvilket i dén grad gav baghjul til den tidligere rekord fra 2005 på 56,6 mm.
Aemet fremhæver, at august i de fleste år er en ekstremt tør måned, så reelt set er enhver smule nedbør ekstraordinær. I 70 procent af alle august måneder er nedbøren nul mm, og den gennemsnitlige mængde for perioden 1981 til 2010 er kun 5 mm.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.