Dropper lukkelov
Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, tir, 24/02/2015 - 01:00
Penge & Forbrug
FORBRUG: Snart kan du shoppe, når det passer dig, på den spanske østkyst.
Turister og fastboende i 34 kommuner i Valencia Regionen kan ansøge om at få "turiststatus”, hvilket betyder, at butikkerne må holde åbent – næsten - som de vil.
Forslaget baner vej for, at der kan holdes søndags- og helligdagsåbent samt i de sene aftentimer og i siestaen – ligesom mange supermarkeder og indkøbscentre i dag gør det.
Forslaget får især betydning for kystområderne, mens kommunerne i den indre del af regionen formentlig ikke vil kunne kvalificere sig.
Særlige krav
For at kvalificere sig til en dispensation fra lukkeloven skal kommunerne bevise, at de har mere end 20 procent ferieejendomme. Kommunerne skal også bevise, at de har mindst 15 procent turistovernatningspladser i forhold til det registrerede indbyggertal.
Som overnatningspladser gælder både hoteller, ferielejligheder og anden form for godkendt turistindkvartering.
Forretningerne i ansøgerkommunerne skal også kunne dokumentere, at de har mindst 300 kunder om dagen på søn- og helligdage, og at 20 procent af disse kommer enten fra udlandet eller fra områder i Spanien, der ligger mindst 100 kilometer væk.
Shopping-områder kan også få en dispensation fra lukkeloven, hvis mindst 40 procent af deres kunder inden for de seneste seks måneder er udlændinge eller kommer fra områder i Spanien, der ligger mindst 100 kilometer væk.
Kommunerne kan ansøge om at blive "turistzone” for en midlertidig periode fra alt lige fra en enkelt dag til et par måneder – for eksempel hvis de er beliggende strategisk for krydstogtskibe eller skal være vært ved en større begivenhed.
Butikkerne kan dog kun holde åbent døgnet rundt, hvis de er beliggende inden for en radius på en kilometer fra den havn, hvor krydstogtskibene ligger til, og kun i den tid de ligger i havn.
Hvis det drejer sig om en større begivenhed, gælder tilladelsen kun for de dage, hvor arrangementet finder sted.
Kun turistzoner
Byer som Orihuela, Elche og La Nucía, der ligger i Alicante-provinsen, har kun været i stand til at få deres strandområder registreret som ”turist-zoner” efter som resten af kommunen ikke opfylder nogen af kravene.
For de områder, der er mest kendt af turister og udlændinge i det nordlige Costa Blanca, gælder det for byerne Els Poblets, Denia, Javea, Teulada-Moraira, Pedreguer, Benissa, Calpe , Altea, L'Alfas del Pi, Benitatxell, Finestrat, Benidorm, La Vila Joiosa og El Campello, som alle har kvalificeret sig.
Kommuner i den sydlige del af Costa Blanca, som må holde åbent døgnet rundt, er Santa Pola, Guardamar del Segura, Torrevieja og Pilar de la Horadada, samt den tætbebyggede kyststrækning kendt som Orihuela Costa, der hører under Orihuela Kommune.
Noget anderledes ser det ud i provinsen Valencia. Kommuner som Paterna, L'Eliana og Alboraia, som ligger inde i landet eller tæt på regionshovedstaden Valencia, har måttet genoverveje deres strategi, eftersom ikke kan klassificeres som ”turistzoner”, da deres kunder pendler frem og tilbage fra nærliggende byer.
I resten af provinsen er det lykkedes at opmå turiststatus for Canet d'en Berenguer, La Pobla de Farnals, Cullera, Tavernes de la Valldigna, Xeraco, Gandia, Miramar, Piles og Oliva.
For den nordlige Castellón-provins gælder det kun Vinarós, Peñíscola, Alcalà de Xivert, Oropesa del Mar, Benicàssim og Moncofa - som alle ligger ved kysten.
Derimod har ingen af de tre storbyområder som provinshovedstæderne Castellón, Valencia eller Alicante kvalificeret sig.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.