Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dutter i udu

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 03/08/2018 - 10:22

Sundhed & sygdom

VIDEO: Hvis nærkampsokken ikke kan holde til nærkamp, kan det gå helt galt. Tjek dine og skift dem eventuelt ud med nye Johnny’er.

Kondomer med revner - så går meningen lidt fløjten.

Derfor trækker man nu nogle mærker tilbage fra markedet.

Gammel historie

Grottemalerier tyder på, at vore forfædre så langt tilbage som for 13.000 år siden havde gang i én eller anden form for kondomer. 

I begyndelsen af vor tidsregning har man kendt til kondomer lavet af dyretarm eller imprægneret lærred.

I 1800-tallet havde levemænd et kondom lavet af fåretarm, som blev gemt i et hylster, der lignede en cigar. Diskret skulle det være.

Da p-pillerne slog igennem, gik kondomproducenterne gennem hårde tider, men AIDS lærte alle at bruge det kære barn med de mange navne igen. Det fik også kreative folk til at give den gas med skræmmekampagner.

Se bare denne her engelske kampagnevideo fra 1987, hvor manden med leen (og alle hans venner) bowler med kvinder og babyer:

Landskendt fløjten

Folk, der var seksuelt aktive i 1980’erne, vil ikke kunne høre de tre fløjtetoner uden at tænke ‘husk kondomet’. Ikke mere diskretion omkring den sag, tværtimod.

Moderne kondomer er meget tynde og som regel lavet af latex. Men ikke alle kan tåle det.

Altså laver man alternative kondomer af syntetisk latex. Det hedder polyisopren, og PI-kondomerne er for eksempel af mærket Durex Real Feel og Durex sin latex.

Der skriver forbrugerorganisationen FACUA.

60 sendinger af de mærker, fremstillet i begyndelsen af 2018, har desværre vist sig at have den kedelige egenskab, at de kan revne, lige mens det går allerbedst.

Brug dem ikke

Distributøren Reckitt Benckiser Healthcare har slået alarm, og La Agencia Española de Medicamentos y Productos Sanitarios, Aemps, der hører under Sundhedsministeriet, har derfor formelt trukket mærkerne tilbage fra markedet. 

Men nogle kan stadig opholde sig i folks toiletskabe eller i baglommen, og så skal man pensionere dem.

Man kan få pengene tilbage, hvis man går på apoteket og klager, eller man kan sætte sig i forbindelse med Durex’ kundeinformation på 900 300 026 mandag til fredag mellem klokken 8:00 og 17:00.

Godt alternativ til cølibat

På trods af småproblemer som ovenstående er kondomer generelt en en let og effektiv måde at sikre sig mod kønssygdomme og graviditet. 

Med mindre man gør som kvinden i vittigheden. Hun opsøgte lægen med endnu en uønsket graviditet. 

Hun havde nemlig fundet kondomerne på apoteket for dyre, så hun havde strikket nogle selv...

Du husker måske hittet fra 1980'erne 'På med dutten, Danmark'? Lys med her:

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.