Dyrere at holde varmen
Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 03/10/2018 - 11:59
Penge & Forbrug
PENGE & FORBRUG: Vi må håbe på en mild vinter, for nu har gasprisen for tredje gang fået et ordentligt hak opad.
Så skal vi til copy-paste tasterne igen: Gaspriserne stiger.
Denne gang er det naturgassen, som mange mennesker benytter til opvamning, der stiger. Og det er ikke småpenge, det drejer sig om.
Ifølge forbrugerforeningen OCU, der er altid er hurtig til at gå i brechen for den menige forbruger, vil det blive hele 15 procent dyrere at komme igennem vinteren uden at fryse.
Mere end en 50’er
Stigningen betyder, at en gennemsnitsfamilie med et forbrug på 9.000 kilowatt skal bruge 723 euro, hvilket er 56 euro mere end sidste år.
For størsteparten vil det være en stigning på 10 procent.
Støtte nødvendig
Der skal sociale støtteordninger til, skriver OCU i en pressemeddelelse. Ellers vil det gå virkeligt hårdt ud over de svageste. Man er igen oppe på et prisniveau for naturgas som det, der rystede familier i 2014.
Næsten to millioner hjem i Spanien kører efter TUR, det vil sige en reguleret tarif. Det svarer til, at hver fjerde familie vil opleve en stigning på 10 procent.
De, der kører med frie udbydere, vil også mærke prisstigningen.
Basisforbrugsgoder tynger
Minister Teresa Ribera har bekendtgjort, at man er i gang med at forberede en ny form for støtte, som i hvert fald delvist vil afbøde slaget for udsatte familier.
For tiden er der lange køer uden for El-firmaets Endesas lokaler, hvor hundredvis af mennesker søger om at få tilskud til elregningen, inden fristen udløber den 8. oktober. Mange er gået forgæves eller venter i timevis.
OCU mener dog også, at hvis man orker og har tid til at se lidt rundt blandt udbyderne, kan man finde priser, der er langt billigere end den regulerede tarif.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.