El Prat stormer fremad
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 14/04/2017 - 10:01
Fly & trafik
FLY & REJSE: Barcelonas lufthavn oplever en stigning på fem procent i marts. Samlet var der en endnu større fremgang i det første kvartal.
Vi kunne forleden fortælle, at Spanien er det mest populære feriemål i verden. Det smitter af på lufthavnene, og folk skal jo også den anden vej.
Barcelona-lufthavnen El Prat har talt 3.466.747 passagerer i marts måned.
Det betyder et fremskridt på fem procent i forhold til 2016, og det er vel at mærke uden det skub, der normalt kommer i påsken, som i 2016 faldt i marts, understreger pilotforeningen Sepla i en pressemeddelelse.
Og ser vi på kvartalet samlet var der 9.072.424 passagerer gennem lufthavnen i årets første kvartal, hvilket er en stigning på 6,8 procent.
Det var passagertallet på internationale fly, der steg mest med i alt 5,2 procent, mens de nationale steg med 4,7 procent.
Flest til Sydamerika og Caribien
Med hensyn til de internationale ruter var der flest passagerer, der ville til Latinamerika og Caribien.
De steg med hele 36,5 procent. I hælene på dem lå flyene til Afrika og USA med stigninger i passagertallet på henholdsvis ni og 4,7 procent.
Med hensyn til operationer registrerede man i marts 24.207 starter eller landinger, hvilket er en stigning på 3,5 procent. De nationale ruter steg mest med 4,8 procent, mens de internationale operationer steg med 2,7 procent.
Travlest i Madrid
Ser man på de spanske lufthavne som helhed, er trafikken steget med 4,5 procent i marts til 17,21 millioner passagerer.
Madrid-Barajas fører feltet med en stigning på flere end fire millioner passagerer, og det er en stigning på 5,4 procent, efterfulgt altså af Barcelonas El Prat.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.