Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Enebarn i enhver forstand

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 20/03/2019 - 07:00

Samfund og Politik

VIDEO: Måske findes der en fremtid for Spaniens spøgelseslandsbyer. 13-årigt enebarn har bestemt ikke ondt af sig selv.

Vi læser om det i avisen og springer efterhånden nærmest artiklerne om det over: Spaniens landsbyer affolkes, fordi livet på landet er hårdt og uden fremtid. 

Landbylivet dør i takt med de gamle borgere, mens de unge flytter til et lettere og mere spændende liv i byerne.

Faktisk er det ikke sjældent at se hele landsbyer med huse, forretninger og en enkelt bar sat til salg. Læs mere her

Hvor der for bare 50 år siden var liv, er der nu kun enkelte gamle tilbage, og der fødes ingen børn.

Der skal noget specielt til, før folk interesserer sig for problemstillingen, og det kom fredag, hvor en bramfri 13-årig blev interviewet til fjernsynskanalen La Sextas program ‘Den Sjette kolonne’.

Adrian Beovide kom til verden i 2005, og han er landsbyen Yemes y Tamezas eneste barn. Men havde man ventet at høre teenage-brokkerier om ensomhed og afsavn i en af Asturiens spøgelseslandsbyer, bliver man overrasket. 

Keder sig ikke

Godt nok siger én indbygger, at grunden til, at landbefolkning trækker væk, er, at livet er hårdt og ensformigt, men den seje 13-årige brokker sig ikke. 

Han kan sagtens få tiden til at gå alene.

Når han kommer hjem fra skole, spiser han, og så tager han faderens traktor og spreder møg på markerne - og han arbejder lige meget om det er hverdag eller søndag. At lege beskæftiger han sig ikke med.

Fedt at være sig selv

Adrian savner ikke kammerater. Han svarer uden tøven, at hans bedste ven er hans hund, og med et udtryk, som ikke egner sig til tryk i en pæn avis siger han, at han er glad for, der ikke er andre til at blande sig i, hvad han laver.

Han får også tiden til at gå med at vaske sin egen bil...

Den gæve gut har skabt en del debat på de sociale medier, hvor mange er ret begejstrede for ham.

- Sikke et fedt liv. Om tre år er han sheriff i byen, skriver en i en kommentar.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.