Er Nadias far virkelig hendes far?
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 19/12/2016 - 08:22
Krimi og katastrofe Sundhed & sygdom
SVINDEL: Nadia, den lille pige, der har en sjælden, arvelig sygdom, som hendes forældre brugte til at samle en formue ind via medierne, skal nu undersøges nærmere.
Dommeren i sagen mod Fernando Blanco og hans kone Marga Garau, der samlede 918.000 euro ind til hjælp til behandling af deres syge datter Nadia, undersøger nu pigens slægtsforhold.
Er Fernando Blanco virkelig Nadias far, og er han og moderen i virkeligheden i familie med hinanden? Dommeren har forlangt pigens papirer udleveret fra Palma de Mallorca og vil undersøge omstændighederne ved hendes fødsel til bunds. Det skriver El Pais.
295 euro til medicin - 918.000 til fornøjelser
Et nyt afsnit i den uendelige historie om, hvordan skruppelløse mennesker udnytter andres medlidenhed. Nadia har nemlig ikke modtaget behandling for de mange penge, dem har Blanco og hans kone brugt til at leve det søde liv. 295 euro ud af de 918.000 er gået til medicin til pigen.
Nu sidder “faren”, der under en afhøring forleden sagde, at Nadia “var som en datter for ham”, i varetægtsfængsel, anklaget for svindel. Og ikke for første gang. Hans fortid vrimler med skumle anklager. Og nu kommer der altså en mistanke om, at han slet ikke er biologisk far til den 11-årige pige, som han har udnyttet så groft.
Marga Garau, moderen til Nadia, er stadig på fri fod, men dommeren har ophævet deres forældremyndighed. Pigen bor i Palma hos sin tante. Også moderen bor i Palma, og kan besøge hende under opsyn. Forældrenes advokat påstår, at der findes uangribelige beviser for, at hun og Blanco er pigens biologiske forældre.
Hvor syg er Nadia?
Ud over undersøgelsen om paternitet, skal det nu også konstateres, om pigen er så syg af tricotiodystrofi, som hendes forældre har hævdet. En retsmediciner skal undersøge hendes journaler, og dommeren har bedt om udtalelser fra den skole, hvor pigen gik, og hvor hun havde en speciel hjælpelærer. To lærere fra skolen er indkaldt som vidner.
Og hvad har de hele så tilsyneladende handlet om? Ikke en syg datters velfærd, men forældrenes grænseløse begejstring for det søde liv. Ifølge Los Mossos dÉsquadra, det katalanske politi, har de siden 2008 indsamlet 918.000 euro i donationer til den stakkels pige, som faktisk er syg.
Lige nu ved man bare ikke hvor syg, hun egentlig er, og af pengene er de to tredjedele forsvundet. De er ikke gået til medicin, operationer i Amerika og besøg hos hellige mænd i huler, som faren hævder. De er gået til rejser, hoteller, restauranter, husleje - 9.000 euro pr. år - og køb af en bil til 24.500 euro. Da politiet undersøgte hjemmet, fandt de blandt mange andre luksusartikler adskillige meget dyre ure.
Andre indtægter
Beløbet kan være endnu større end man anslår, da familien for eksempel også arrangerede tombolaer og salg af lotterisedler, som gav dem rede penge lige ned i foret. Arbejde havde ingen af forældrene.
Dommeren mistænker, at forældrene gemmer en del af de penge, de har “tjent” på deres datters bekostning. Derfor har han forlangt, at alle parrets ejendele og besiddelser skal granskes og Nadia Nerea-foreningen ligeledes. De vil også blive gennemgået med tættekam af skattemyndighederne og Sepblanc, regeringens organisation til forhindring af hvidvaskning af penge.
Familiens advokat protesterer mod alle tiltag, inklusive Blancos fængsling og ophævelsen af forældremyndigheden.Telefonsamtaler, som Mossos har opsnappet, tyder på, at familien havde planer om at flygte til udlandet kort tid før Blanco blev arresteret..
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.