Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Er strejken helt droppet?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 07/09/2017 - 01:00

Fly & trafik

FLY & STREJKER: Vi slipper forhåbentlig for en ny flystrejke, da der er optimistiske toner fra El Prat-lufthavnen.

Strejke eller ej? Det er reelt stadig et uafklaret spørgsmål, men talsmanden for Eulens strejkekommitté mener, at der er gode muligheder for at blive enige.

Det er selvfølgelig strejken i den store lufthavn i Barcelona, det handler om. I sommersæsonen forårsagede de strejkende sikkerhedsmedarbejdere så lange køer, at Guardia Civil blev kaldt ind.

I første omgang bebudede man 25 døgnstrejker fra den 15. september, men de to første strejkedage blev annulleret i sidste uge.

Nu har Eulens strejkekommitté i samråd med arbejderne besluttet at vente med at afgive et nyt strejkevarsel, for der har været nye forhandlinger, som tegner godt. 

Det skriver Pilotforeningen Sepla i en pressemeddelelse.

God vilje fra begge sider

Firmaet ser ud til at ville indføre forbedringer og overholde den obligatoriske voldgift. 

Det er man nået frem til ved et møde mellem arbejderrepræsentanter og firmaet under ledelse af regionsregeringen, La Generalitat. 

Man har i nedsat en kommission bestående af medlemmer fra begge parter. Den ser ud til at komme til at fungere, og strejkevarsel nummer to med effekt fra den 6. oktober er udsat. 

- Vi er ikke stædige. Vi har mindst lige så stor interesse i at løse problemerne, siger Juán Carlos Giménez, kommissionens talsmand.

Han har givet udtryk for, at konflikten snart vil kunne afsluttes helt, hvis forhandlingerne bærer frugt. 

Han siger også, at der stadig mangler et møde, hvor Aena skal være til stede, så man kan diskutere de nye licitationer. 

Overholder voldgiften

Firmaet Eulen fremhævede tirsdag, at man følger voldgiftsafgørelserne til punkt og prikke. Derfor stoler man også på, at modparten vil gøre det samme og derfor: Ingen strejke den 6. oktober. 

Eulen siger, at motiverne til strejken ikke længere er gældende, da firmaet nu følger voldgiftsafgørelsen. 

I sidste uge genansatte selskabet for eksempel de to sikkerhedsarbejdere, der ellers var blevet fyret, fordi de ikke opfyldte mindstekravene under strejken - nemlig at de skulle møde op på arbejde.

Usikkerhed i Madrid

Selvom det nu ser lyst ud for efterårs- og juleferien, er der dog stadig en lille risiko for strejke. 

I Barajas-lufthavnen er der stadig særlige faktorer, der mangler at blive afgjort. 

Der er planlagt møder mellem arbejderne og direktionen for at fastsætte økonomiske og organisationsmæssige aspekter ved voldgiften. Man må jo håbe på, at også de kan blive enige.

Mere løn

Medarbejderne havde krævet 350 euro mere i månedsløn for at stå i lufthavnene og for gennemlysningerne i security-afsnittene. 

Voldgiften endte på 200 euro månedligt. Det er 1,17 euro for hver af de 162 timer, de arbejder per måned. Beløbet svarer til voldgiften, som udløste den første ballade i El Prat. 

De havde også krævet flere kolleger, og så at de fire berørte medarbejdere ikke skulle straffes for at have deltaget i strejken. Selskabet er gået med til begge dele.

Eulens arbejdere i Barajas beskæftiger sig med at gennemlyse lastbiler udendørs, persontjek i de offentlige områder og på parkeringspladserne samt sikkerhedstjekket indenfor. 

Forretningsudvalget og Eulens direktion mødtes onsdag. Man skulle diskutere muligheden for mere uddannelse af arbejderne, bedre kommunikation, flere pauser, mere aflastning og gennemføre risikovurderinger.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.