Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Et minuts stilhed..

Skrevet af Simon Koefoed Toft, ons, 24/05/2017 - 01:00

Samfund og Politik

SAMFUND & TERROR: Terroren rammer os alle, når den rammer. I går viste Spanien, at Storbritannien ikke er alene.

Kort før midnat natten til tirsdag var England offer for et terrorangreb af ualmindelig grusom karakter.

Umiddelbart efter en koncert med Ariana Grande, der er meget populær blandt børn og unge, sprang en kraftig bombe i foyeren i Manchester Arena, hvor koncerten fandt sted.

I skrivende stund er 22 personer dræbt, heriblandt flere børn.

“Afskyeligt og fejt”

I kølvandet på tragedien har statsoverhoveder verden over fordømt angrebet og gjort udtryk for deres sympati med det engelske folk.

Og Spanien er ingen undtagelse.

Blandt mange andre har premierministeren, Mariano Rajoy, skrevet et brev til sin britiske kollega, Theresa May, hvor han fordømmer det “afskyelige og feje angreb”.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som regeringen har sendt ud.

- Det britiske folk kan være sikre på at have Spanien med i kampen mod dem, der bruger vold til at angribe vores samfund, skriver Rajoy.

Mariano Rajoys stab foran "La Moncloa" (foto: Twitter - @marianorajoy)
 

Stilhed

Premierministeren og hans stab afholdt i går et minuts stilhed foran premierministerboligen “La Moncloa” for at mindes ofrene for angrebet i Manchester.

Og også andre steder i det officielle Spanien tog man sig tid til at vise sympati med briterne.

Cataloniens parlament afbrød også arbejdet for en stund at minde de afdøde og vise støtte til de efterladte. Parlamentsbygningen flagede på halvt det meste af dagen.

Parlamentsmedlemmer på Plaça Sant Jaume i Barcelona (foto: Twitter - @catalangov)

Sidst, men ikke mindst afholdt Guardia Civil et minuts stilhed for ofrene stående under et blafrende spansk flag, der naturligvis også var på halv.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.