Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Få din egen bedstefar

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 24/10/2017 - 10:29

Samfund og Politik

SAMFUND: 200 unge har meldt sig som “børnebørn” for ensomme gamle, og ordningen er allerede i gang.

I  snart mange år har man kendt  “storebror-ordningen”, som startede i Amerika. Den går ud på, at unge, der er i eller på vej ud på en dårlig kurs, kan få en ældre ven, der bruger tid på dem, hjælper dem og tjener som en god rollemodel. Hjælp på tværs af aldersgrupper.

I Valencia har idéen fået en efterfølger. 200 unge mennesker har meldt sig til “bedstefar-adoption”. Det skriver lasprovincis.es

Mødte bedstefars ensomme ven

Det begyndte ved juletid 2013. Alberto Cabanes fra Ciudad Real fik øje på de ensomhedsproblemer, som mange gamle har, da han lærte Bernardo at kende. Bernardo var hans egen bedstefars ven. 

Alberto Cabanes og  Bernardo Cea

Han var enkemand og barnløs, og de to mennesker af vidt forskellig alder begyndte at snakke sammen. MIndre end et år senere kom NGO’en “Adoptér en Bedstefar” til verden.

I dag er der mere end 4.500 unge mellem 18 og 30 år fordelt over 12 lande, der på frivillig basis tager sig af ensomme gamle mennesker. Alene i Spanien er NGO’en aktiv i 20 byer.

Masser af frivillige

En stor del af æren har den flodbølge af unge med hjertet på rette sted, der gerne ville samarbejde. Indtil i torsdags havde man modtaget 167 ansøgninger i Valencia og 45 til fra oplandet. Og ansøgningerne bliver bare ved med at komme. Måske også, fordi det er så enkelt at tilmelde sig: man går bare ind på www.adoptaunabuelo.org.

Hovedformålet med “adoptionerne” er, at de ældre skal have det godt og føle sig værdifulde og elskede. Men samværet gavner begge veje: de frivillige får en løbende indsigt i det liv, og de værdier, de gamle har og havde.

Livskunstnere

- De er ikke bare oldinge eller borgere, de er livskunstnere, og det er vores ansvar at anerkende deres værdi, siger idémanden Alberto Cabanes.

Projektet starter lidt forsigtigt med 18 “børnebørn”, der skal møde deres nye bedstefar i en ejendom i Benicalap-kvarteret.

- Det bliver en rørende eftermiddag og de har aldrig set hinanden før,” siger en talsmanden  for projektet. Deltagerne har dog været gennem et kort kursus forinden.

Det er meningen, at initiativet skal “berige begge generationer” og det skal strække sig over et par timer hver uge fra oktober til maj. Man har planer om at flere beboelser skal inddrages, så man får alle frivillige i spil.

Projektet har allerede modtaget flere hædersbevisninger for at gøre en god indsats i samfundet.

 

Kommentarer

Jeg var lidt nysgerrig og ville kigge på siden, men desværre findes den ikke.
Kan I prøve at finde det link der virker - ?
hIlsen Judith

Hej Judith

Tak for din kommentar. Fejlen i linket er rettet nu.

Det rigtige link er https://adoptaunabuelo.org/

Mange hilsner

Torben W

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.