Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Få et glimt af Banderas

Skrevet af Redaktionen, tor, 19/10/2017 - 01:00

Kendte & kongelige

KENDTE: Hollywood møder Málaga, når Tv-serie om Picasso flytter til Solkysten. Oplev Antonio Banderas, der allerede har forberedt sig på rollen... Se billedet her!

TV-serien ‘Genius’ har skabt røre i vandene, inden der skal skydes filmscener på Solkysten.

Antonio Banderas og holdet bag optagelserne har lovet, at Málaga får et helt nyt liv i ugen under optagelserne.

Det skriver Sur.es.

Og Banderas går op i projektet med liv og sjæl. 

Allerede i går gav Banderas los på Twitter, hvor han afslørede, at han har klippet sig skaldet for at ligne geniale Picasso (foto: Twitter - @antoniobanderas)

Autentiske scener

Meldingen hænger sammen med, at Antonio Banderas har nægtet at optræde i opstillede filmstudier.

Stjerneskuespilleren nærer nemlig stor beundring og respekt for geniet Pablo Picasso, der portrætteres i serien.

Han kræver derfor, at optagelserne skal skydes der, hvor geniet havde sin daglige gang.

Steder, som Antonio kender som sin egen bukselomme. For det er hans barndoms gader. Han er vokset op få gader fra Picassos gamle hjem i Málaga.

De blå pile på kortet viser, hvor der skal skydes scener til serien (foto: Spanien i Dag)

Samtidig er det steder, som alle og enhver kan komme tæt på.

Optagelserne starter 30. oktober og fortsætter en uge frem.

Banderas har taget forskud på arbejdet og besøgt kunstmalerens fødested, Casa Natal, for at undersøge mulighederne for at optage der. Huset er i dag et Picasso-museum.

Kunstnerens fødsel var meget dramatisk. Han var egentlig dødfødt, men blev genoplivet da lægen, der også er kunstnerens onkel, blæste cigarrøg i hovedet på ham.

Midt i hellig højtid

Der skal også skydes scener i kirken Iglesia de Santiago Apóstol, hvor Picasso blev døbt. 

Optagelserne i kirken varer fra den 30. oktober til den 1. november. Det karambolerer med allehelgensaften. 

Filmholdet må derfor tilpasse sig de nutidige religiøse begivenheder. Samtidig skal selve kirken indrettes, så den bliver en tro kopi af, hvordan den så ud i 1881 - da Picasso blev døbt.

I kirken er forhandlingerne foregået mellem bispedømmet og producenterne fra National Geographic og Fox 21. 

Optagelser i øjenhøjde

Dernæst skal der optages i Picasso-aulaen i det nuværende Ateneo de Málaga-museum. I det 19. århundrede var muséet den kunstskole, hvor geniet tegnede sine første streger.

Ifølge museumsdirektøren, Diego Rodríguez Vargas, dukkede Antonio Banderas selv op til forhandlingen om tilladelsen til optagelserne.

Der skal også optages på Calle San Agustín, som er den gade, hvor den unge Picasso havde sin gang i børnehave.

Gaden danner ramme om tiden, hvor han blev sin fars hjælpende hånd, da denne arbejdede som kurator på det kommunale museum.

Her vil holdet lave optagelser mandag den 30. oktober, lyder det fra flere af gadens butiksejere, som er blevet advaret på forhånd.

Kontroversiel og kompromisløs

Sidst, men ikke mindst, skal en spændende scene optages i tyrefægterarenaen. Den geniale kunstner fandt stor inspiration i tyrefægtning, som blev meget markant og afgørende for hans arbejde.

Produktionsselskabet ønskede i første omgang at lave scenen digitalt, men Antonio Banderas finder sig ikke i andet end virkeligheden.

Derfor leder selskabet nu efter flere hundrede statister, som skal fylde tilskuerrækkerne under et tyreløb.

Andalusiens regionsråd har ikke givet den endelige tilladelse til tyrefægtningen.

Tilbage er der blot at se, hvad der sker, når Málagas mest berømte skuespiller møder Málagas mest berømte geni.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.