Fængslet for løgne om dårlig mad
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 17/10/2017 - 01:00
Krimi og katastrofe
KRIMI: Samlevende par endte med at indrømme svindel med falske anmeldelser om maveforgiftninger på Mallorca.
Spanien i Dag har tidligere skrevet om hoteller på både Gran Canaria og Mallorca, der oplevede en voldsom stigning - omkring 500 procent - i gæsters klager over, at maden på hotellet gjorde dem syge.
Konsekvensen har været store erstatningssummer for både rejsebureauerne og hotellerne, fordi de ikke har kunnet modbevise de krav, som gæsterne har stillet gennem deres advokater.
Tidligere har Claims Management Regulator afsløret svindel hos forsikringsselskabet Allsure Ltd fra Lancashire i England, der har snydt deres kunder til at svindle og bedrage med falske symptomer og sygdomme, hvis de ville på ferie i Europa - med det formål om at få udbetalt erstatninger.
Claims Management Regulator er en afdeling i det britiske justitsministerium. Afdelingen regulerer virksomheder, der hjælper folk med erstatninger, når de får personskader
Det blev blev også afsløret at selskabet havde agenter stående foran hotellerne, hvor de tog fat i gæsterne og tippede dem om de mange penge, de kunne tjene ved at lyve om maden og deres helbred.
Nok blev nok
Situationen blev for meget for rejsegiganten Thomas Cook.
Ved retten i Liverpool lagde selskabet sag an mod et par fra Wallasey, Deborah Briton på 53 år og samleveren Paul Roberts på 43 år. De havde klaget over maveforgiftning under ferieophold på Globales America Hotel på Mallorca i både 2015 og 2016.
Parret havde krævet næsten 20.000 pund i erstatning for generne, men endte i retten med at indrømme, at påstandene om maveforgiftningerne var falske. Havde de fået medhold, ville det have kostet rejsebureauet yderligere 28.000 pund i retsomkostninger og salærer.
Deborah Briton blev idømt ni måneders fængsel, mens Paul Roberts blev idømt 15 måneders fængsel for falske anmeldelser.
Fra Thomas Cooks lyder det, at man håber dommene vil få britiske rejsende til at indse, at løgne omkring deres ferieophold ikke kan svare sig.
Kun 32 ud af 797 briter der krævede erstatning i 2016 havde været et smut forbi en læge med deres forgiftning.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.