Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Farvel Albert

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 12/11/2019 - 07:00

Samfund og Politik

KOMMENTAR: Ét er skib at bygge, noget andet er at føre det på sikker kurs frem til målet. En mand, der kunne være blevet en historisk person i det spanske demokratis udvikling.

På fredag fylder Ciudadanos’ grundlægger og hidtidige kaptajn, Alberto Carlos Rivera Díaz, 40 år - normalt altid kaldt for Albert Rivera. Han kunne være blevet en stor statsmand.

Albert var god til at bygge skibet, men han kunne ikke føre det og søndag gik det ned med både kaptajn og besætning. Mandag formiddag valgte han så at trække sig som kaptajn og i øvrigt forlade de højtgående bølger i det politiske farvand.

Jeg har fulgt Albert og hans politiske projekt med Ciudadanos siden starten for 13 år siden. Jeg så det som det helt rigtige for Spanien i landets udvikling af demokrati. Et parti, der var forankret i salens højre side, men med den hensigt at søge løsninger over midten. Præcis hvad Spanien manglede efter i årevis at have haft en topartisystem.

Samtidig var kampen mod antikorruptionen højt på valgprogrammet. Jeg tog hatten af for Albert og ønskede held og lykke.

Albert blev født i Catalonien er advokat, og startede også sin politiske karriere dér. Hans største præstation blev ved parlamentsvalget i Catalonien den 21. december 2017, hvor han støttede partiets topkandidat Inés Arrimadas og blev det parti som de fleste stemte på.

Ved parlamentsvalget den 20. december i 2015 fik Ciudadanos 40 mandater, ved det næste den 26. juni i 2016 blev det til 32 mandater. Ved valget den 28. april i år fik partiet 57 mandater og søndag den 10. november styrtdykkede Ciudadanos til 10 mandater

Alberts Waterloo blev, at han hadede Pedro Sánchez og aldrig fik lagt det væk. Det skyldtes, at Albert var rasende over, at Pedro Sánschez ikke udskrev valg, efter Sánchez havde væltet daværende premierminister Mariano Rajoy ved en mistillidsafstemning den 2. juni 2018.

På det tidspunkt stod Ciudadanos nemlig til en kæmpe fremgang i meningsmålingerne og han tilgav aldrig Sánchez, at han ikke fik høstet dem.

Frem mod valgene i foråret i år til både kommunerne, nogle regioner og parlamentsvalget begyndte det at gå helt galt med Albert. Han ændrede partiets kurs og drejede yderligere mod højre så i en sådan grad, at flere af medstifterne af Ciudadanos forlod det.

Dengang Albert blev gud

Op til kommunalvalgene sagde Gud Albert, som jeg døbte ham i en klumme den 24. maj i år, at han da ikke vil udelukke muligheden for samarbejde med PSOE i kommunerne, under den forudsætning, at PSOE-medlemmerne ville erklære afstandtagen til Pedro Sánchez!

Efter at være gået frem til 57 mandater efter valget den 28. april gik det helt galt for kaptajnen. Han kunne ikke se andre muligheder end ham selv som landets nye regeringschef og samtidig udråbte han selv som højrefløjens nye leder - selvom Gud Albert  havde færre mandater end PP.

Positionen var den, at PSOE og Ciudadanos havde et absolut flertal på 180 mandater i parlamentet, og havde Albert hold fast i Ciudadanos oprindelige idégrundlag, ville han i en støtte til PSOE kunne være blevet Parlamentets mest magtfulde mand og i øvrigt redde Spanien fra det parlamentariske kaos, som landet befinder sig i.

Men Gud Albert var fortsat sur på Sánchez. På et tidligt tidspunkt i juni meddelte han derfor Sánchez, at han ikke havde mere at tale med ham om.

Det blev Gud Alberts politiske selvmord. Selv rotterne på skibet sprang i søen. Vælgerne der havde stemt på Ciudadanos mistede fuldstændig tilliden til ham, og søndag gik skibet så ned med både kaptajn og hele besætningen.

Alberts historie er mere end trist. Den startede så godt, visionerne var - efter min mening rigtige - han kunne være blevet en historisk person i det spanske demokratis udvikling med brede forlig og en helt anderledes stabilitet i landet.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.