Fej foran din egen først
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 17/01/2015 - 00:01
Klumme
KLUMME: Hvorfor fejer man ikke foran andres døre, når der ligger guldårer?
I en tid, hvor det er moderne at feje foran andres døre, er det faktisk bemærkelsesværdigt, som Spanien fejer foran egne døre.
Og for lige at bygge broen til min klumme forrige lørdag, så er det jo at feje for andres døre blandt andet, når diverse blade har bragt den ene eller anden tegning af den islamiske profet.
Men fejning foran andres døre kan stoppe brat. Mere om årsagen til det lidt senere.
I Danmark kunne det ikke lade sig gøre, at trække Prins Henrik i retten, hvis én eller anden kvinde pludselig påstod, at hun var hans datter uden for ægteskab.
Kongehusets medlemmer har nemlig immunitet, og det er kun monarken, der kan idømme et familiemedlem en straf. Sådan er reglerne i Grundloven og Kongeloven af 1665. Monarken kan dog vælge at ophæve immuniteten, hvis et medlem af kongehuset begår en så alvorlig forbrydelse, at sagen bør behandles af de almindelige domstole.
I Spanien er det noget anderledes. Det har vi allerede set i sagen med prinsesse Cristina, der både har siddet, og fremover vil sidde, i retslokalerne med risiko for fægselsstraf i den sidste ende.
Kong Juan Carlos abdicerede i juni 2014 men beholdt titlen af konge, selv om han nu er en ‘ex’ af slagsen. Samtidig vedtog parlamentet en lov, der fremover åbnede mulighed for, at der ved Højesteret kunne anlægges sager mod Kongen.
Jeg er Kongens datter!
Ingrid Sartiau, Belgien
Det skete så for første gang i historien, da Højesteret onsdag godkendte en faderskabssag mod Kong Juan Carlos anlagt af den belgiske statsborger Ingrid Sartiau.
Det stiller flere spørgsmål om, hvilke rettigheder kongens uægte børn måtte have, hvis Juan Carlos skulle blive erklæret far.
Har de nogen arveret til tronen?
Nej. Forfatningen fastslår at Juan Carlos efterfølger er Prinsen af Asturien, nemlig Felipe. Linjen er fastlagt, forklarer advokat Juan Alfonso Sánchez Zabala.
Loven bestemmer ikke arvefølgen ved afstamning, ellers ville kongeparrets ældste datter, prinsesse Elena, være blevet dronning, men gør det klart, at det skal være, som det er, altså Felipe, siger Zababa.
Kan et anerkendt barn af Kongen få arveret?
En anerkendt søn eller datter kan få arveret, men det betyder ikke, at de får det samme som resten af kongesønnerne. Kun en tredjedel af arven modtages ligeligt af børnene, siger Zabala.
Og det vil under alle omstændigheder kun gælde den arv, der kommer til udbetaling efter Kongens død, understreger Juan Alfonso Sánchez.
DNA-test?
Hvis Kongen bliver bedt om at få foretaget en DNA-test af en dommer, skal han gøre det, siger Zabala.
Hvad hvis han nægter?
Et afslag af at adlyde en anmodning fra en dommer kan signalere manglende respekt og vil skabe mistanke om, at Kongen er skyldig, understreger Zabala
Der er dog fortsat tvivl om, hvorvidt Kongen er forpligtet til at underkaste sig en DNA-test.
Flere uægte børn?
Hvorfor er Ingrid Sartiau’s ønske om en faderskabssag blevet efterkommet, når den catalanske statsborger Alberto Solá, der også hævder at være Juan Carlos efterkommer, er blevet afvist af Højesteret?
- Forklaringen på at Ingrid Sartiau’s sag bliver accepteret er, at kvinden har bidraget med flere beviser, som kan spænde fra et brev fra kongen, intime billeder af hendes mor og ham, eller hvad retten har fundet som tungtvejende beviser, siger dommer Marcelino Sexmero.
Både Ingrid Sartiau og Alberto Solá hævder faderskabet med Juan Carlos uden de kendte hinanden. Da de hørte om hinandens sager, fik de lavet DNA-tester i fællesskab, og de menes at slå fast, at de to med overvejende sandsynlighed er halvsøskende.
Juridisk er DNA-testen dog ubrugelig. Både fordi den ikke er rekvireret gennem en dommer, og fordi den ikke har kunnet sammenlignes med Juan Carlos’ profil.
Eksperter venter at faderskabssagen vil være afsluttet til sommer.
Imens kæmper Spaniens ægte Konge, Felipe, fortsat med at klinke skårene i det spanske kongehus.
Dansk presse på dupperne
Man må også give, at dansk presse for alvor har fejet for egne døre, og for en stund lagt Muhammed på Hylden.
Anledningen var en helt utilgivelig forseelse af Kronprins Frederik, der i stormvejr kom over Storebæltsbroen, mens den var lukket for alle andre. Det var virkelig en historie, som medierne formåede at geare op, så hele befolkningen blev forarget.
Og han kan ikke engang straffes.
- Kronprinsen er ked af det skete og kan godt forstå, at situationen var med til at skabe yderligere frustrationer og vrede blandt de mennesker, der havde ventet i mange timer på at passere broen. Det var en forkert beslutning at tage imod muligheden for, at bilen kunne fortsætte, og det beklager Kronprinsen,« sagde kommunikations- og pressechef for kongehuset, Lene Balleb efterfølgende.
Skulle Kronprinsen have beklaget det? Havde en hjerteambulance fået lov til at køre over? Er der forskel på, at én bil ledsages over og så, at der er frit slag for alle typer køretøjer, der mere eller mindre er følsomme for kastevinde og kan forvolde skade andre bilister?
Hvad mener du?
Og så er der lige Qatar
Eller hvad mener du om, at de danske medier, der har topmoral, når det kommer til dørfejning foran de amoralske landes døre, nu med kyshånd sender VM i håndbold fra et land, der ligger i skraldespanden hvad angår menneskerettigheder?
Amnesty Internationals direktør for Mellemøsten og Nordafrika, Philip Luther, siger:
- På trods af gentagne forsikringer om, at forandringerne er på trapperne, halter Qatar fortsat bagud med strenge restriktioner på ytringsfriheden, sager om tortur og love, der gør det muligt at udnytte udenlandske arbejdere og som ikke forhindrer vold i hjemmet.
Gæstearbejdere dør i hundredvis uden mad, drikke og løn og har fået konfiskeret deres pas.
Samtidig oplever 28 procent af landets kvinder at blive slået derhjemme, viser en undersøgelse fra landets myndigheder ifølge Amnesty International. Alligevel er der ingen specifik lov, der kriminaliserer den slags vold.
Internationale organisationer presser også på for at få Qatar til at afkriminalisere sex uden for ægteskabet. Kvinder, der anmelder voldtægter, risikerer i dag en fængselsdom.
Så hvorfor fejer medierne ikke uden for Qatars dør og boycotter VM-udsendelserne fra landet?
Fordi man ikke fejer foran døre, hvor der ligger guldårer til ens medie.
Amoralsk eller ej, så er det pengene, der både styrer verden og de medier, der ind imellem får moralske opstød, når de trænger til at få solgt flere blade eller besøg på hjemmesiderne.
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.