Fest, frygt og sorg

Fodbold  er under normale omstændigheder ikke min største prioritet. Med Real Madrid som finaledeltager i Premier League ændres præmissen dog. Resultatet vil være samtaleemne i mange dage derefter i Spanien, og det vil jeg ikke holde mig udenfor.

Et gigantisk og imponerende show er den begivenhed også.

- Bare der nu ikke sker noget skidt i forbindelse med kampen på Cardiffs stadion, havde jeg allerede på forhånd tænkt.

Kommentatorerne fortalte om de store sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med kampen. Udover det store politiopbud havde man også valgt at lukke det mobile tag over stadion. Frygten var, at terrorister kunne sende droner med bomber ned over stadion.

Nu måtte frygten glemmes og fodboldkampen nydes.

Tvivl fra starten

66.000 kampklare tilskuere havde taget plads i god tid. Hver af klubberne, Real Madrid og Juventus, havde fået tildelt 18.000 billetter, så begge klubber havde fans til at heppe i rigelig mængde.

Sidste år vandt den spanske klub pokalen, men blandt de danske kommentatorer lå det ligesom i luften, at italienerne godt kunne løber med den i år. Et profeti, der selvfølgelig var utænkeligt blandt de spanske kommentatorer…

Skuffelsen for de spanske seere blev dog til reel frygt i kampens start - og ganske lang tid derefter - da de stålsatte spillere fra Juventus stort set dominerede banen.

Ekko i gaderne

Indtil fodboldverdenens guldfugl, Ronaldo, som et lyn på en aflevering fra fløjen knaldede bolden ind i Juventus net i kampens 20. minut.

Det var ikke blot på stadion, at spanierne jublede. Også i Fuengirolas gader lød der ekko af begejstringen.

Nu var frygten for nederlag ændret til nyt håb, og det varede indtil det 28. minut, hvor Juventus spilleren Mandzukic med kampens bedste mål- ja, måske årets -udlignede til 1-1.

Mandzukic scorer i en omvendt kolbøtte

Hvad sagde han?

Hvad Real Madrids træner, Zinedine Zidane, sagde til spillerne i pausen, ved vi ikke. Zidane er iøvrigt født i Marseille i 1972 og har rødder i Kabyle-folket, der er en berbisk etnisk gruppe hovedsageligt bosat i Algeriet.

Jeg husker ham for dengang, hvor han i en diskussion med en modspiller i 2006 nedlagde ham med en skalle. Det kostede et rødt kort.

Hvis der fandtes grønne kort vil Zidane som træner for Real Madrid efterhånden have modtaget stribevis.

Alle de kloge roser ham for på unik vis at have samlet holdet og fået hver enkelt spiller - på banen eller på bænken - til at føle sig vigtig. Alle spillere, i mange-million-klassen eller mere beskedent, respekterer ham og laver ikke vrøvl, hvis ikke de kommer ind på grønsværen.

Detroniseret

Vi ved ikke, hvad Zidane sagde i omklædningsrummet. Vi kender kun resultatet herfra i anden halvleg, der blev kontrasten til den første. En ren målfest med yderligere tre mål til Real Madrid mod Juventus, der nærmest hverken kunne finde hoved eller hale på spillet.

Jublen hos Real Madrid kendte ingen grænser. Smilene - ja sågar tårer - havde frit spil mens tårerne hos Juventus havde anden årsag.

Efter spillerne fra Italien fik tildelt sølvmedaljerne og bagefter helst ville ud af stadion hurtigst muligt, så kunne det for de guldekorerede spillere fra Spaniens hovedstad ikke vare længe nok efter, at holdets anfører Ramos havde løftet pokalen første gang. I øvrigt noget af en bisse på banen, synes jeg.

Børn i pokalen

De spanske smil blev også stimuleret af, at de hver - så vidt jeg har hørt og forstået det - får en tilkendegivelse på 10 millioner kroner for sejren. I den modsatte lejr gik spillerne glip af deres gulerod: en Ferrari hver.

Jeg kunne slet ikke slukke for fjernsynet bagefter, hvor sejrherrerne festede på stadion med opbakning og applaus fra de mindst 18.000 Real Madrid fans, der blev for at feste med. 

Masser af billeder, hvor de enkelte spillere blev fotograferet med pokalen, deres kærester og børn - ja, sågar nede i pokalen, hvis ungen var lille nok.

Søndag

Hvorfor jeg søndag morgen skulle vågne klokken 04:00, nappe en kop te og lige tjekke nyhederne, ved jeg faktisk ikke. Måske var det fordi, jeg skulle informeres om terrorangrebet i London lige efter festlighederne sluttede i Cardiff.

Det gjorde i hvert tilfælde indtryk, at gale mennesker endnu engang skulle sprede mere død, frygt og sorg.

Denne gang blot med en varevogn og nogle knive.

I den seneste tid har jeg fulgt med, så meget som tiden nu har tilladt, i tennisturneringen French Open, Roland Garros, i Boulogneskoven i Paris. Tennis er min sport nummer ét.

Men også her har jeg siddet med frygten for terror i maven. Og sådan har alle det vel, mere eller mindre, i denne nye ikke-favre verden.

Nu har det altid været min drøm, at kunne tilbringe de cirka to uger i Paris, Roland Garros varer. Og hvis det en dag skulle lykkes, vil frygten for terror ikke afholde mig fra det.

Torben Wilkenschildt