Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Mindst to døde i bygningskollaps

Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, fre, 15/04/2016 - 01:00

Krimi og katastrofe

VIDEO: Bygning kollapsede i går på ferieø. To er fundet døde, flere er kvæstet, og der savnes fortsat flere.

Tenerife er fortsat i chok efter at en beboelsesejendom på den sydlige del af øen i går formiddag styrtede sammen.

Otte var her til formiddag fortsat savnet, to er omkommet og tre er såret – heraf én alvorligt.

Det er uvist hvor mange, der befandt sig inde i selve bygningen, da den brasede sammen.

Sammenstyrtningen skete i går morges klokken 09:30 i en ældre ejendom i Calle del Valle Menéndez nummer 29 i bydelen Los Cristianos i Arona, som ligger på den sydlige del af den kanariske ferieø.

To er omkommet

Årsagen til sammenstyrtningen er endnu ukendt. Ifølge avisen El Mundo var bygningen mellem 30 og 40 år gammel.

Kort efter klokken 18 i går blev det bekræftet, at der var fundet liget af en kvinde.

Her til morgen har redningstjeneste bekræftet, at der er fundet liget af endnu en kvinde, hvorved dødstallet nu er oppe på to. Men myndighederne frygter, at der kan være flere begravet i murbrokkerne.

Ifølge den kanariske nødtjeneste blev en 57-årig kvinde alvorligt skadet, og en 28-årig mand blev lettere kvæstet. De blev begge omgående kørt på sygehus, mens en tredje person, en 55-årig kvinde, fik krisehjælp.

Aronas borgmester, José Julián Mena, har ikke ønsket af kommentere, hvorvidt der er flere dødsofre.

Der skulle ifølge avisen Canarias 7 være 28 beboere i den fem etager høje bygning.

Brag fra en eksplosion

La Provincia skriver, at vidner siger, at der var en kraftig gaslugt i området lige inden ejendommen brasede sammen, og at hørtes et kraftigt brag.

Beboere siger, at det havde lugtet af gas

Óscar Núñez, som arbejder på et advokatkontor lige i nærheden, siger til radiostationen Canarias Radio, at han hørte en voldsom eksplosion, og derefter var gaden fuld af støv.

Carlos fra restauranten Rincón de Pancho bekræfter over for El Mundo, at han havde set en kvinde blive hentet ud i båre.

Andre kilder hævder, at der havde været en ombygning eller andet arbejde i bygningen for et par dage siden.

Beboerne i nærliggende ejendomme blev evakueret af sikkerhedsmæssige årsager.

Video fra stedet umiddelbart efter kollapset:

Kommentarer

Jeg bor ved siden af ejendommen der er styret sammen. Der var og er ingen gaslugt i området. Der har været arbejdet hele natten på nedrivning. Flere ejendomme er stadig evakueret.
Forfaerdelig haendelse. Jeg har mistet min elskede sportsbar der var nabo til bygningen. :( heldigvis kom ingen af mine bekendte til skade.. RIP Boothen sportsbar..

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.