Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Overraskende turisme-tal

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 19/03/2015 - 10:05

Rejser & oplevelser

TURISME: Et land i det kolde nord slår alle rekorder, viser ny undersøgelse. Og Danmark ligger over Spanien.

Nærmest hver måned bliver der slået rekord – der kommer bare flere og flere turister til Spanien. Men hvornår er nok nok?

Vi kender det alle – om sommeren skal man ikke trække den for længe, hvis man gerne vil have en solseng i første række på stranden. Turisterne flokkes til og man kan ikke bare per automatik tale dansk om ham, der sidder ved bordet 'derovre'. Risikoen, for at han vender sig om og taler dansk til dig, er overhængende stor.

Men faktisk er der andre steder, hvor det er meget vildere. For eksempel i Danmark … I hvert fald hvis man stiller antallet af turister med befolkningstal.

"Sort" af turister

Mens antallet af turister i Spanien hver eneste dag svarer til 2,2 procent af det samlede befolkningstal, så er det tilsvarende tal for Danmark 2,5 procent. Irland har 3,7 procent, Frankrig hiver 2,0 procent til landet, mens tallet er 1,3 procent i Italien.

Og hvis vi kigger lidt ud over den europæiske andedam, har Estland faktisk den højeste procentdel med hele fire procent. Sådan er resultatet i en ny rapport fra Íslandsbanki om turismen i Island.

Rekord hos islændingene

Og ja, netop Island ligger faktisk helt i top. På en gennemsnitlig dag er der 26.000 turister i Island, svarende til 7,2 procent af landets befolkning, der så i sagens natur også er noget bette. Kun 329.101 personer bor på Island. I sommermånederne er hver femte person i landet turist.

Sidste år var et rekordår for den islandske turistindustri, hvor flere end en million turister langde vejen forbi. Og som om det ikke var godt nok, så giver den islandske bank den virkelig gas og forudsiger at det tal stiger med 26 procent i dette år.

Men ser man på antallet af turister alene, er det dog noget en anden sag, og det islandske årsresultat på en million er nærmest bare lidt nuttet. Alene i januar i år valgte 3,2 millioner turister at besøge Spanien. Det var - ja - en ny rekord. Læs mere her

Og ser vi på årsbasis, så tog Spanien i 2014 imod hele 64.995.275 turister.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.