Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Flest blå flag

Skrevet af Simon Koefoed Toft, ons, 10/05/2017 - 10:49

Samfund og Politik

SAMFUND: Trods lille tilbagegang er Spanien stadig landet med flest “blå” strande. Også Danmark mister flag.

I år er det 30 år siden, miljøorganisationen Blue Flag International første gang udvalgte de mest miljørigtige strande og marinaer i verden.

30 år, hvor der er blevet uddelt blå flag til de steder, der lever op til strenge krav til vandkvalitet, sikkerhed, tilgængelighed og en række andre kriterier.

Første gang flagene blev uddelt, var det Spanien der løb med flest af dem, og det har landet faktisk gjort hvert år lige siden.

I år er ingen undtagelse. Med 684 flag i alt er Spanien igen hele verdens ubestridte strandkonge.

Strengere krav

100 af flagene er givet til havne og marinaer, mens fem er givet til både, der giver folk mulighed for at komme helt på havmiljøet. De resterende 579 er fordelt på landets verdenskendte strande. Det skriver Elmundo.es

Selvom førstepladsen er sikret, er der ikke lutter gode nyheder til badeglade spaniere og turister, for faktisk er der seks strande færre, der er blevet godkendt af Blue Flag i forhold til 2016.

Formanden for den spanske afdeling af Blå Flag, José Ramón Sánchez, mener dog ikke, at det skal ses som et nederlag. Kriterierne omkring vandkvalitet er nemlig blevet strammet siden sidste år.

Alle godkendt

Også i Danmark skal der sænkes en håndfuld flag i år.

Uddelingen af årets flag er så ny, at Friluftsrådet, der administrerer de blå flag i Danmark, endnu ikke har udgivet en samlet liste over, hvilke strande der er blevet godkendt.

En talsmand for Friluftsrådet siger dog til Spanien i Dag, at antallet af blå flag i Danmark er landet på 256, hvilket er seks færre end de 262, der blev hejst sidste år.

Det skal dog siges, at det er svært at bede om mere, for Blå Flag Danmark har faktisk kun indstillet 256 havne og strande, som så alle er blevet godkendt.

Sikker førsteplads

Blue Flag International har endnu ikke udgivet en oversigt over alle de flag, der er blevet uddelt i år, så det er ikke til at sige, hvor Danmark ligger placeret i forhold til resten af verdens lande.

Grunden, til at man med rimelig sikkerhed kan sige, at Spanien ender i toppen, er, at der efter alt at dømme kommer til at være langt ned til andenpladsen.

Sidste år fik Spanien 691 flag, mens franskmændene på andenpladsen måtte nøjes med 492 af slagsen.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.