Flydende ferie hitter
Skrevet af Kristoffer Olesen, fre, 19/10/2018 - 07:00
Penge & Forbrug
TURISME: Antallet af krydstogtpassagerer bare stiger og stiger. I Danmark mærker man tendensen, men det er intet i forhold til Spanien.
Krydstogtferier er steget voldsomt i popularitet de seneste år. Turister bytter hotelværelser ud med en kahytter som aldrig før.
I år forventes over én million passagerer at gå i land på de danske kyster, hvilket er det største antal nogensinde og en stigning på hele 20,45 procent på bare to år.
Specielt København lokker søfarende gæster til i hobetal. Hovedstaden kan regne med besøg fra hele 875.000 flydende turister.
Kongerigets havne har dog stadig lang vej, hvis de skal nå op på siden af de spanske.
Tætpakkede havne
Over seks millioner krydstogtturister indtog de spanske kystbyer i løbet af årets første otte måneder.
Det er en stigning på næsten 17 procent i forhold til 2017.
I alt lagde 5.590 skibe til kaj i Spanien fra januar til august sammenlignet med 2.378 i samme periode sidste år. En forbedring på 8,92 procent.
Hvis man ikke kun ser på krydstogtskibe, men søfart generelt, har Spanien indtil videre modtaget hele 24,35 millioner passagerer i år.
Balearene i top
Ikke overraskende er den foretrukne destination De Baleariske Øer. Øgruppens havnemyndighed modtog ikke færre end 100 krydstogtskibe i august.
På en anden- og tredjeplads ligger Barcelona og Bahia de Cádiz, som bød velkommen til henholdsvis 71 og 24 skibe.
Marín y Ría de Pontevedra, Bahía de Algeciras og Melilla er de eneste tre statsejede havne, som ikke har haft besøg af et eneste turistskib i år.
Imponerende nok, set i lyset af at den spanske stat ejer hele 27 havne.
Kortvarigt fald
Armadaen af turistskibe i de spanske farvande tog dog et lille dyk i august.
I løbet af årets ottende måned marcherede 905.614 skibsturister i land, hvor tallet for august 2017 lød på 935.358. Et mindre fald på 3,18 procent.
På trods af de små udsving på kurven, ser det altså ud til, at krydstogtindustrien sejler kronede dage i både det danske og spanske kongerige.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.