Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Flystrejke skaber forsinkelser

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 28/09/2015 - 12:31

Fly & trafik

FLY & TRAFIK: Lørdagens flyvelederstrejke gik værst ud over trafikken omkring Barcelona og Mallorca. Flyvelederne er nu vendt tilbage til kontroltårnene, men snart nedlægger de arbejdet igen.

Strejken blandt spanske flyveledere lørdag forårsagede over 90 timers forsinkelse i Europa, ifølge flyveledernes fagforbund, La Unión Sindical de Controladores Aéreos, USCA.

Det skriver branchens egen nyhedssite, Controladoresaereos.org.

Kommunikationssekretær for USCA, Susana Romero, oplyser, at der var betydelige forsinkelser på over en time i lufthavnen i Barcelona og i lufthavnen på Palma var der forsinkelser på mellem 30 og 45 minutter.

Strejken blandt flyvelederne i Spanien var årsag til 21 procent af alle forsinkelserne i europæiske lufthavne lørdag, ifølge Eurocontrol, skriver Diario De Mallorca.

De 21 procent svarer omregnet til 5.427 minutters forsinkelse.

Helt normalt

En talsmand for Enaire, der leder luftfarten i Spanien, siger dog til nyhedsbureauet Efe, at situationen lørdag var helt normalt, og der var ingen væsentlige afvigelser.

Han beskriver også, at kravet om opretholdelse af en minimumstjenesten på 80 procent gør, at det som sådan ikke går voldsomt ud over passagererne, når der strejkes. Han understreger desuden, at Enaire er åben for dialog.

USCA mener – ikke overraskende - at den form for minimumtjenester er helt grotesk og meget højere end for eventuelle tilsvarende konflikter i Europa inden for den samme gruppe.

USCA udtrykker overraskelse over, at Enaire siger, at man er åben for dialog, hvilket gruppen efter USCAa mening ikke har udvist nogen interesse for at løse en konflikt, der nu har resulteret i ni strejkedage i løbet af de seneste fire måneder.

Flyvelederne nedlægger arbejdet i protest mod sanktioner mod 61 kolleger, der i en omfattende strejke i 2010 var med til totalt at lamme luftrummet over Spanien og medførte, at 200.000 passagerer strandede i landet.

Den 3. oktober strejker flyvelederne igen og også denne gang bliver det fra klokken seks til klokken 18.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.