Flyvelederne afblæser strejke
Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 02/10/2015 - 10:02
Fly & trafik
FLY & TRAFIK: Lørdag i sidste uge gav strejken forsinkelser i især to lufthavne, men nu ser det ud til, at vi får en pause.
Spanske flyveledere havde planlagt at nedlægge arbejdet 12 timer i morgen, den 3. oktober, i protest mod disciplinære foranstaltninger fra myndighederne, men i 11. time sætter de stridende parter sig til forhandlingsbordet.
Flyveledernes fagforbund, La Unión Sindical de Controladores Aéreos, USCA, har besluttet at afblæse den planlagte 12-timers strejke på lørdag den 3. oktober, efter at der endelig er blevet indledt dialog med Enaire, der står for den spanske luftfart. Det skriver Cincodias.com
Ifølge en pressemeddelelse fra foreningen, er der endelig kommet gang i snakken og det er kun "opnået efter ni dages strejke fra juni til september med suspendering i august af hensyn til turistsektoren”.
Fagforeningen understreger, at selv om der ikke er indgået nogen egentlig aftale endnu, er der altså åbnet for forhandling. Men man har ikke tænkt sig at bøje sig med hensyn til kravet om at droppe disciplinærsager mod 61 flyveledere, der i en omfattende strejke i 2010 var med til totalt at lamme luftrummet over Spanien og medførte, at 200.000 passagerer strandede i landet.
Minimumsservice godt for passagererne
Den seneste strejkedag var den 26. september. Den forårsagede over 90 timers forsinkelse i Europa ifølge USCA.
På trods af, at flyvelederne er forpligtet til at opretholde en minimumsservice på 80 procent, var der forsinkelser på over en time i lufthavnen i Barcelona og i lufthavnen på Palma var der forsinkelser på mellem 30 og 45 minutter. Strejken var årsag til 21 procent af alle forsinkelserne i europæiske lufthavne den lørdag, ifølge Eurocontrol.
De 21 procent svarede omregnet til 5.427 minutters forsinkelse.
Flyvelederne gennemførte også punktstrejker i juni og juli af samme grund, men på grund af kravet om minimumsservice, var det ikke det store, som passagererne egentlig mærkede til det.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.