Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Afstemning om tyrefægtning

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 21/04/2016 - 01:00

Samfund og Politik

SAMFUND & POLITIK: Først var det tilladt, så forbudt, derefter tilladt nok en gang, og nu bliver det måske forbudt igen. Befolkningen i San Sebastián skal til stemmeurnerne.

Spanien befinder sig i en meget usædvanlig situation, når det kommer til landets måske vigtigste tradition.

Aldrig før har så mange spaniere vist deres åbenlyse utilfredshed med tyrefægtning, og nu er endnu en by måske på vej til at afskaffe traditionen, mange ser som decideret dyremishandling.

San Sebastián i Baskerlandet skal nemlig afholde en folkeafstemning om forbud mod tyrefægtning, der allerede kan finde sted i september.

På baggrund af indsamling

Det står fast, efter byens byråd har accepteret en anmodning fra anti-tyrefægtnings-organisationen Orain!, efter de havde indsamlet næsten 10.000 underskrifter fra byens beboere, hvilket var nok til at udløse en afstemning.

San Sebastiáns borgmester, Eneko Goia, fortæller El País, at folkeafstemningen kan finde sted allerede i årets første efterårs-måned, men ikke i løbet af sommeren, da man så risikerer, at den falder sammen med byens tyrefægtnings-festival.

Alle er for

Samtlige partier i byrådet, der har Baskerlandets Nationalparti og socialisterne i spidsen, har givet grønt lys til planen, der vil være den første folkeafstemning om tyrefægtning i byen.

Sidste år opløste den nye konstellation forbuddet mod tyrefægtning i San Sebastián, da de gevandt magten i byen, efter det havde været ulovligt i de tre foregående år under ledelse af venstre-partiet Bildu.

Hvis alt går som planlagt, får vi til efteråret svar på, om forkæmpere for dyrerettigheder endnu en gang kan bryde ud i jubel, eller om byen holder fast i den kontroversielle tradition. 

Og mon ikke flere byer vil følge trop med folkeafstemninger?

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.