Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Fransk spritbilist ude af fængsel

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 16/12/2016 - 09:20

Krimi og katastrofe

TRAFIK: Udenlandsk kvinde kørte en betjent ihjel foran øjnene på hans lille søn. Hun havde en promille fire gange det tilladte, og nu er hun på fri fod igen.

Kvinden havde været i byen med en veninde, og nægtede i første omgang at have været fører af bilen. Ikke underligt, at folk blev oprørte. Men nu har hun vist tilstrækkelig god vilje til, at hun kan slippes ud af cellen, siger dommeren.

Hun har dog stillet 25.000 euro i kaution, og skal hver fjortende dag møde op på dommerkontoret til kontrol. Hun må ikke forlade Mallorca, og hendes kørekort er naturligvis inddraget. 

Derudover har hun betalt 51.585,70 euro som godtgørelse til de efterladte, og man mener, at der ikke er nogen risiko for, at hun stikker af fra øen..

Læs den oprindelige historie her: Forfærdelig sprut-ulykke

Tre måneders varetægtsfængsling

Den anklagede blev sat i fængsel den 15. september efter dødsulykken, sigtet for uagtsomt manddrab og uforsvarlig kørsel. Den bil, hun var fører af, kørte ind i betjent Biel Lluel, der var ude at køre på cykel med sin otte-årige søn i udkanten af Sineu. Han døde efter flere genoplivningsforsøg ved ankomsten til hospitalet.

Den franske kvinde, der endte med at indrømme, at hun kørte bilen efter at have drukket om aftenen, var på ferie med sin kæreste på øen et par dage. Hendes promille var 0,98.

Hendes sagfører, Manuel Vich, anmodede for nogle uger siden om, at hun skulle sættes på fri fod, da der ikke forelå nogen flugtrisiko. Hendes betaling af de 51.585,70 euro viste hendes vilje til at genoprette den skade, hun havde gjort og påtage sig ansvaret, sagde han.

Han anførte desuden, at selv om hun har fast adresse i Marseilles, har hun et sted på Mallorca, hvor hendes  kærestes familie har boet i 40 år. Hun har meget nære forbindelser til øen, sagde han. Han påpegede også, at på trods af de hårde anklager ville straffen nok blive betinget.

Imod løsladelse

Anklageren var imod løsladelsen og angav, at strafferammen var helt op til fem år.

Dommeren sagde i sin kendelse, at “Bestyrtelse og smerte ikke er elementer som godtgør et så voldsomt indgreb som frihedsberøvelse”. Han mente, at det var tilstrækkeligt, at der blev givet besked til alle sikkerhedsinstanser om, at hun ikke måtte forlade øen, og at hun skal orientere om eventuelle adresseændringer.

Offeret for påkørslen, Biell Lluel, var 44 år gammel, boede i Sineu og havde tjent ved politiet siden 1992. Han var steget langsomt i graderne og var siden 2002 ved Færdselsulykke-enheden, som tager sig af omstændighederne ved - færdselsulykker. Han havde sønnen på otte, som overværede ulykken, og hans kæreste var gravid i sjette måned.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.