Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Fugleinfluenza i Spanien

Skrevet af Simon Koefoed Toft, man, 27/02/2017 - 01:00

Samfund og Politik

SAMFUND: Flere hundrede tusinder ænder er blevet aflivet i Frankrig, og den dødelige virus er nu kommet over den spanske grænse.

Sundhedsmyndighederne i Catalonien ser sig nødsaget til at aflive 17.000 ænder, efter at en ekstremt smitsom fugleinfluenza har spredt sig til regionen over den franske grænse.

Det skriver Straittimes.com

17.000 ænder lyder som ekstremt mange, men faktisk er tallet i småtingsafdelingen i forhold til de bestande der er blevet aflivet i andre lande.

Andre lande hårdere ramt

Så sent som i tirsdags meldte den franske landbrugsminister Stéphane Le Foll ud, at alle ænder i Landes-provinsen skal slås ned. Og der er altså tale om i alt 600.000 dyr.

Det skriver Thelocal.fr

En af grundene til at så mange ænder skal aflives er, at der er tale om specielt smittefarlig type fugleinfluenza.

H5N8, som virussen officielt hedder, er ikke farlig for mennesker, men spreder sig til gengæld meget hurtigt blandt ænder og andre fugle. Sygdommen er dødelig for fjerkræ.

Landes ligger kun omkring 40 kilometer fra den spanske grænse, og det catalanske sygdomsudbrud kan altså meget vel være kommet derfra.

Selv om der alene i Landes skal dræbes over en halv million ænder, er Frankrig ikke det hårdest ramte land.

Den ulykke tilfalder Ungarn, der på grund af en fugleinfluenza-epidemi i november sidste år har været nødt til at aflive hele 3 millioner fjerkræ.

Catalanske sundhedsmyndigheder er lige nu i gang med at undersøge alle gårde indenfor en radius af tre kilometer fra den farm hvor udbruddet først blev opdaget.

På den måde håber man at kunne opdage og udrydde influenzaen, hvis det viser sig at den allerede har spredt sig.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.