Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Øget kontrol

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 30/04/2020 - 11:56

Fly & trafik

TRAFIK: I morgen er det helligdag, og normalt ville det betyde heftig trafik på vejene. Men lige nu skal folk stadig blive hjemme, og DGT minder om, at du må ikke køre uden gyldig grund - heller ikke for at dyrke sport i et naturområde.

Spanien er stadig lukket land, og med en forlænget weekend i sigte minder myndighederne om, at det altså ikke som vanligt betyder en tur i sommerhuset eller lignende.

Trafikdirektoratet, DGT, minder om, at vi fortsat skal køre så absolut få ture som muligt, og kun med gyldig grund som supermarked, apotek, bank eller sygehus. 

Det skriver DGT i en pressemeddelelse. Og her finder vi noget andet interessant. Man skriver nemlig også, at det heller ikke er tilladt at tage bilen for at køre til naturområder for at gå en tur eller for at dyrke sport.

Dermed får vi et lille vink om, at den lovede tilladelse til at gå en tur lørdag, måske kommer til at holde. Det er dog fortsat kun et hint og intet officielt, men man har jo lov til at håbe. Vi holder selvfølgelig et vågent øje med dén sag.

Derudover skriver DGT, at man øger kontroller ind og ud af byerne for at sikre, at folk overholder reglerne. Det er præcis, som det skete i påsken. Alene i Catalonien vil Los Mossos indsætte 350 politikontroller på veje og motorveje.

Man minder også om reglen med de fire 1'er når børnene skal ud: 1 voksen, 1 gang dagligt, 1 time, 1 kilometer fra hjemmet.

Hvad med sikkerheden?

På trods af at antallet af køreture i gennemsnit er faldet med 70 procent og helt op til 79 procent for personbiler, er antallet af dødsulykker ikke reduceret tilsvarende. 

Siden alarmtilstanden trådte i kraft den 15. marts, er 44 mennesker omkommet i trafikulykker, hvilket kun er 87 færre end i samme periode året før, svarende til et fald på 66 procent.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.