Glade hjul
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 29/10/2018 - 07:00
Rejser & oplevelser
TURISME: Det bliver lettere for alle at komme frem i Spaniens turistbyer. Benidorm og Cartagena skiller sig positivt ud i år.
Gudskelov kommer der mere og mere opmærksomhed på, at nogle rejseglade mennesker skal have lidt ekstra hjælp eller plads for at kunne nyde alt det, som er spændende, ude i den store verden.
Tendensen er international, men også Spanien er med på den.
Det går fremad
Ind imellem har vi kunnet fortælle om de positive tiltag, der kommer rundt omkring i det spanske land, og nu er der igen godt nyt.
For femte gang har der været afholdt konkurrence om at være den mest handicapvenlige by.
ThyssenKrup-gruppen står bag, og den har da også lidt interesse i at få hjælpemidler ud på markedet.
Firmaerne, der blev lagt sammen i 1999 af de to gamle, tyske firmaer, producerer nemlig selv en masse af den teknologi, der skal til.
131 opfyldte mindstekrav
For at overhovedet at kunne opstille sit kandidatur i konkurrencen ‘Destino Turistico Accesible’ skulle byerne have mindst én turistrute, som var handicapvenlig.
Samtidig skulle den føre brugerne forbi alle de mest spændende steder i byen. Det var der hele 131 byer, der kunne præstere.
Og for ikke at trække pinen længere ud: Benidorm og Cartagena delte førstepladsen.
Konkurrencen har kørt på nettet, og de to byer fik hver over 45.000 stemmer, så nu kan de begge kalde sig årets mest handicapvenlige turistmål.
Noget til væggene
I alt var der 16 byer med i opløbet, som hver repræsenterede Spaniens selvstyrende regioner, men Balearerne og De Kanariske Øer blev slået sammen. De to selvstyrende byer Ceuta og Melilla hørte under Andalusien.
Arrangørerne overrakte hele to trofæer og to plaketter - én i hver vinderbys borgmesterkontor.
Tidligere har Cáceres, Lugo, Avilés i Asturien og Soria scoret førstepræmien, og forhåbentlig kommer der endnu flere fine præmier hos borgmestrene rundt omkring i årene fremover.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.