Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Gladiatorerne under lammeskyerne

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 12/06/2017 - 01:00

Sport & hobby

SPORT: Spaniens bedste spillede sin bedste kamp nogensinde og udraderede så let som ingenting verdensetterens banemand.

Kommentatorerne var begejstrede for lammeskyerne. De svævede dog ikke over Colosseum i Rom, men derimod Over Ronald Garros tennisanlægget i Boulogneskoven i Paris.

Vi var i går nået til herrernes single finale og gladiatorerne var ægte nok. 31-årige spanske Rafael Nadal og 32-årige schweiziske Stanislas Wawrinka - også kaldet Stan The Man, som det står på hælen af hans tennissko. Nadal bare Rafa, som det står på fløsene af hans sko.

Begge d’herrer har saltet til deres æg. Rafa, der startede sin professionelle karriere i 2001, er noteret et for godt 66 millioner dollar i præmiepenge. Stan, der startede ét år senere, er noteret for knap 30 millioner dollar.

Stan i 2002

Dertil kommer deres indtægter for sponsorater og andre reklamer, hvor der jo nok er tale om langt større beløb.

På vejen til finalen slog Rafa i semifinalen den 23-årige fremadstormende østriger Dominic Thiem, mens Stan i sin semifinale slukkede lyset for verdensetteren Andy Murray.

For Rafas vedkommende kunne en sejr i finalen blive hans 10’ende pokal i Roland Garros. 

Rafa som 19-årig i 2005

Første gang vandt han i 2005 igen i 2006, 2007 og 2008. I 2009 lod han Roger Federer triumfere med pokalen efter at være blevet slået ud i fjerde runde. Derefter nappede han i igen pokalen i 2010, 2011, 2012, 2013 og 2014. I 2015 scorede Stan pokalen, efter Rafa med sine skader kun nåede til første runde. Af samme grund stillede han ikke op i 2016.

Ingen af de kloge kommentatorer er - inklusive Mats Wilander og Borris Becker - uenige om, at Rafas form i øjeblikket er helt exceptionel. Efter næsten to år med skader og pauser er han tilbage og vinder næsten alt.

Hvem er culo?

“Røv (culo) skulder, skulder, næse, øre, næse. øre og lomme” for lige at tørre sveden af. Alle, der har set Rafa spille, har bemærket hans vane før serven med først at hive sig i buksebagen, derefter hive i trøjen på henholdsvis venstre og højre skulder, tørre næsen af, hive sig i venstre øreflip, tørre næsen af igen hive sig i højre øreflip for derefter at tørre hånden af ved højre bukselomme for derefter at slå bolden i banen et antal gange, inden han skyder den af.

En langvarig seance, der ofte varer mere end de 20 sekunder, som spillerne har inden, der skal serves. Og som også i dag gav ham en advarsel.

Derfor kalder spanierne ham culo som som kærligt kælenavn.

Kampen

Frem til midten af andet sæt fik Rafa det nogenlunde let. Tog første sæt med 6-2 og vandt boldene med sine kirurgisk præcise slag, mens Stan også lavede mange fejl. Ved 0-3 i andet sæt fandt Stan dog sit aggressive spil frem. Han fik genvundet noget af det tabte. Men ikke nok. Og da Rafa tog 2. sæt med 6-3 Smadrede Stan sin ketscher i frustration - og indkasserede en advarsel fra dommeren.

Stans toiletbesøg i pausen hjalp ikke meget til en god start, da han skulle serveførst  i 3. sæt. Han virkede stadigvæk vred, og det går ud over koncentrationen. Rafa brød.

I starten af 3. sæt fik vi ellers noget af kampens bedste, men trods Stans mange gode hensigter og bolde, tillod overmagten ham ikke at komme meget videre.

La “decíma”

Sejren blev lukket med 6-1 i 3. sæt og Rafas 10. sejr i Paris var en kendsgerning.

Rafa spillede helt fantastisk klogt gennem hele kampen. Stan var også god, men han var bare ikke i stand til at gøre det samme mod Rafa, som han kunne mod verdensetteren Murray.

Det var én af Rafas bedste kampe nogensinde.

Han havde da også svært ved at holde tårerne tilbage, da han sad på bænken med et håndklæde over hovedet og hans øjne var stadigvæk fugtige, da han for 10. gang løftede pokalen foran det publikum på stadion, der sætter så stor pris på ham.

Med i lommen kan Rafa tage 2,1 millioner euro for indsatsen, mens Stan må nøjes med 1,06 millioner euro. Men det er vel heller ikke så værst endda.

En stor dag for ‘Kongen’ af Roland Garros og spansk tennis

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.