Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Go’e ben og lange fingre

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 04/09/2019 - 11:14

Krimi og katastrofe

SAMFUND: Sport skulle være en god måde at holde unge fra kriminalitet, men det virker ikke altid. Kendt maratonløber holder tilsyneladende formen ved at spurte fra politiet med favnen fuld af tyvekoster.

I 2018 blev Jaouad Tougane kendt i offentligheden for at vinde et marathonløb i Valencia. Siden er han dog i højere grad blevet et kendt ansigt hos politiet og foran dommeren. 

Den stærke løber er nemlig hele 11 gange blevet snuppet af politi og vagter, når han er spænet en tur gennem Valencias store varehuse og har snuppet dyr elektronik, som han ville omsætte på gaden.

Det skriver Lasprovincias.es

Kun en enkelt gang har Jouad modsat sig anholdelse. De øvrige ti er han gået roligt med. Han giver hver gang udtryk for stor anger og skam og spørger derefter, hvornår han bliver sluppet fri igen. 

Er det tidligt på dagen, kan han dukke op i forretningen og siden på politistationen igen om eftermiddagen.

Bruger center som lager

Det er muligt, han er hurtig på benene, men han er nok ikke den skarpeste kniv i skuffen: På én enkelt uge blev han taget fire gange i det samme stormagasin. Et sted, han nærmest behandler som en slags personligt fjernlager for hans gadehandel. 

Nogen egentlig straf har han ikke fået, og spørgsmålet er, om han nogensinde får det.

Kun en enkelt gang har han tilbragt natten bag tremmer. Da havde han ikke været helt opmærksom og var kommet til at stjæle noget, der kostede mere end de 400 euro, der er spærregrænsen for, om man bare får en bøde og bliver sluppet ud på gaden igen.

Risiko højst betinget fængsel

Selv om politiet altså har taget ham for 11. gang, fortsætter han altpå ufortrødent.

Det begynder dog alligevel at være lidt risikabelt, når han af og til hugger for dyre ting. Han får dagbøder på seks euro for rapseri, men han har efterhånden også en række domme for tyveri, så nu risikerer han fængselsstraf. Dog kun på mellem seks og 18 måneder, der automatisk bliver betinget.

Skruen uden ende?

Handlende og turistorganisationer presser på for at få strammet “svingdørsloven”, der sætter småkriminelle tilbage på gaden lige så hurtigt, som politiet kan fange dem. 

Det bliver nærmest en gang røvere og soldater. 

Der har i den sidste tid rejst sig stadig større irritation over, at straffelovens paragraf 22 i den nuværende udformning gør groteske historier som ovenstående mulige.

Læs mere her

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.