Go’ smag i munden
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 13/04/2017 - 09:45
Penge & Forbrug
SAMFUND: Plátano de Canarias sender over 560.000 kilo bananer til 56 fødevarebanker i hele Spanien.
Du har sikkert lagt mærke til, at der findes to navne for banan i Spanien: Plátanos og det lettere bananas.
Sidstnævnte er bananer fra Sydamerika, mens plátano er dem, der dyrkes “lokalt” - især på De Kanariske Øer.
Gennem de seneste år har Plátanos de Canarias samarbejdet med de sociale myndigheder og fødevarebankerne Fundación Española de Bancos de Alimentos, Fesbal.
Producenterne på øen har i alt sendt over 560 ton plátanos af sted, og de står både for udgifterne til frugten og til transport til hvert af modtagecentrene i hele Spanien.
Frugten bliver fordelt mellem 8.000 spisesteder og sociale institutioner.
Det skriver Laprovicia.es
Donationen af de små, søde bananer sker periodisk. Det er begrænset, hvor meget fødevarebankerne kan opbevare og uddele ad gangen, og bananer har jo begrænset holdbarhed.
Mad med næring i
Fra de offentlige spisesteder lyder der stor ros over initiativet, fordi det drejer sig om frisk frugt med højt næringsindhold. Desuden er bananer lette at transportere, hvilket er nødvendigt for de børnefamilier, der ikke kan komme til centrene og spise.
Ifølge præsidenten for La Asociación de Organizaciones de Productores de Plátanos de Canarias, Asprocan, Domingo Martín, gør producenterne meget for at kunne gennemføre donationerne.
- Men vi er klar over vores ansvar over for samfundet, og vi vil med vore handlinger bare give lidt tilbage af den enorme støtte, vi får i hele landet, siger han.
Aftalen mellem Asprocan og Fesbal blev indgået i 2013.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.