Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Goddag og på gensyn

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 29/07/2017 - 00:01

Klumme

KLUMME: Vagtskifte. Der er smil i ansigterne, men i det skjulte kan der også være tårer i øjnene.

Den 1. august og den 1. februar er dage, hvor det for os er naturligt at gøre status. Det er nemlig på de dage, hvor den hidtidige praktikant bliver udskiftet med en ny.

Desværre er det nemlig således, at en journalistpraktikant kun må være seks måneder i praktik i udlandet.

Og Spanien i Dag er jo en udenlandsk virksomhed set med danske øjne - selvom vi både skriver til danskere og på det danske modersmål.

Det værste er at sige farvel. Både personligt og til de faglige kundskaber, som praktikanten har opnået under praktikopholdet hos os, og som vedkommende havde i forvejen.

På gensyn

I disse dage er vi ved at sige farvel til Simon Kofoed Toft - eller forhåbentlig på gensyn. Vores hidtidige praktikanter har det med at komme tilbage på den ene eller den anden måde.

Det er vanskeligt, meget vanskeligt, at sige på gensyn til Simon.

Han har været sej og skarp på enhver detalje i hans journalistiske arbejde. Ikke noget med at springe over gærder, hvor de var lavest. Alt skulle være korrekt til mindste detalje og undersøges til bunds ved den mindste tvivl.

Dertil kommer Simons målrettede natur: Videre. Og ikke én eneste dag i praktikforløbet har han svigtet sine forpligtelser. Man har kunne stille uret efter hans mødetid.

Du skal skrive dig navnet Simon Kofoed Toft bag øret. Jeg er sikker på, at du om nogle år vil møde ham i et af Danmarks mest seriøse medier som en skarp graverjournalist.

Tak Simon!

En kærlig, men også hård nyser

Ansvaret for praktikanternes uddannelse hos Spanien i Dag ligger hos vores redaktør, journalist Kathrine Hesner.

For den nye praktikant er der rigtig mange ting at lære. For det første vores IT-systemer, dernæst valg af artikler, der har interesse for vores læsere i både Danmark og Spanien, og selvfølgelig også de rigtige rubrikker og billeder til de enkelte artikler. Plus alt det andet, der ikke er småting.

Kathrine gør alt for, at praktikanten skal føle sig godt tilpas i de nye spanske omgivelser, men hun er også en hård nyser, når hun eksempelvis fyrer den her af: 

- Jeg siger det kun én gang!

Kathrine vil nemlig gerne, at praktikanten hurtigst muligt kommer i gang med det væsentligste, der er journalistikken.

Ind imellem stiller jeg mig så til rådighed for praktikanten, hvis moralsk støtte er behovet over for redaktøren…

Jeg er dybt taknemmelig for den store indsats som Kathrine yder for hver eneste nye praktikant, som i den sidste ende er til gavn for Spanien i Dags læsere og os andre.

Tak Kathrine!

Goddag

Onsdag eftermiddag hentede Kathrine og jeg vores nye praktikant, Anders Lei, i lufthavnen.

Det er ikke bare sådan lige, at få en ny praktikant. Journalisthøjskolen har fastlagte procedurer for, hvordan det skal foregå, og det er ikke altid helt let for de studerende at finde frem til muligheden for praktikopholdet hos Spanien i Dag.

“Det bedste praktikophold i Danmark og så med solskin hver dag”, som en tidligere praktikant beskrev det.

Det hele bliver afgjort på “Panikdagen”, som er øgenavnet for 'Store Match-dag'. Her må der tidligst må indgås aftaler mellem praktikant og medie.

Telefonerne og video-samtalerne over Skype gløder mellem parterne, og der er ofte kun meget kort tid - for både praktikant og medie - til at sige ja eller nej.

Næsten som at skulle handle værdipapirer på børsen.

Vi er glade for, at vi på panikdagen indgik aftale med Anders. Alle de efterfølgende aftaler, der skulle indgås om opholdet, er forløbet perfekt, og vi havde det rigtig godt med Anders, da vi for første gang sad over for hinanden.

Vi glæder os til de kommende seks måneder.

Anders, tak på forhånd!

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.