Gode råd, hvis du rejser væk
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 29/03/2018 - 11:01
Krimi og katastrofe
KRIMI: Hvis du skal rejse, er der mange god råd fra politiet, der minimerer risikoen for, at ferien bliver unødigt dyr - hjemme og ude.
Meget dukker op sammen med foråret: Anemoner, kortærmede bluser og ... internationale tyvebander. Måske går de i hi om vinteren?
Det er i hvert fald nu med påsken, at rådene kommer fra politiet. Du får dem her:
Derhjemme
Hvis du forlader dit hjem, så sørg for at døre og vinduer er lukket forsvarligt. Lås døren med nøgle i stedet for bare at smække, slå ikke dørklokken fra og gem ALDRIG en ekstranøgle et ‘smart’ sted.
Lav en liste over dine ejendele. Noter serienummer og mærke på elektronikken, som du skal have med. Lav også en beskrivelse og tag et foto af smykker og andre værdigenstande.
Sørg for, at hus eller lejlighed ser beboet ud. Blæs på, hvad der er bedst for møblerne og elregningen. Hiv ikke persiennerne helt ned og sæt tænd- og sluk-ure på radio eller lamper.
Fortæl ikke vidt og bredt at du skal rejse - slet ikke på nettet. Giv aldrig detaljerede oplysninger om rejsen til fremmede.
Bed én du kender og stoler på om at tømme din postkasse. En propfuld postkasse er en invitation til tyve.
Bed èn du stoler på om at komme forbi af og til derhjemme.
På feriestedet
Gør det samme som derhjemme. Lås med nøgle og tjek vinduerne. Du kan altid lufte ud, når du kommer hjem igen.
Slip aldrig dine ting med øjnene ved busstoppesteder, på togstationer, hoteller, museer, turiststeder eller lignende. Og selvom nogle måske er flinke, så sig nej tak til at andre bærer dine kufferter!
Hvis du rejser med børn, så lær dem deres fulde navn, adresse og telefonnumre udenad. Og skriv dit eller din ægtefælles telefonnummer ét eller andet sted på dem.
Hold specielt øje med kufferterne, når du står i lufthavnen eller på stedet, hvor I skal skrive jer ind på hotellet.
Tag kun det vigtigste med på stranden eller til poolen og hold øje med det, mens I bader.
Pas på kamera og telefon, når du er steder med kneben plads som for eksempel på restauranter, barer, terrasser eller i offentlig transport.
Fald ikke for tåbenummeret med at spille på kort eller valnøddeskaller på gaden. Det er fup.
Gå så vidt det er muligt ikke på mørke og ensomme steder. Og aldrig alene.
Sig tak men nej tak til hjælp fra folk, du ikke kender. Du kan selv tage pletter af din skjorte, og hvis din bil går i stå, kan du ringe til politiet. ‘Hjælpen’ er en kendt måde at snyde og bestjæle folk på.
Lad aldrig værdifulde ting ligge i bilen. De er kun en sten og en knust rude væk, hvis de kan ses.
Og når du forlader bilen, så sluk motoren, lås bilen og tag nøglen med, især hvis du holder på hvilesteder på motorveje.
Det er ikke rart at få sat hak i feriestemningen, hvis man skal mistro alle. Men det er dog noget mindre generende end at tilbringe den halve ferie på en politistation uden penge, pas og mobil.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.